188 / 219
1 8 6
Jens Chr. VJohansen
her oc der /Oc der jeg ieg alt ey kunde naa /Effter Begier oc min Attraa /
Met KrigsMact kom ieg hastelig /Att vinde det med Mact oc Suig”.29 Når
Karl Gustav brød freden, er det ifølge forfatteren, fordi han ikke ville give slip
på Skåne, som jo var en væsentlig del af Danmark: ”Dog kom det icke i min
Hu /Att jeg den Fred vild’ giøre’ endnu /Med mindre Skaane skøine Land /
Skuld’ stedse bliff under min Haand”.30Eftersom Skåne var gået tabt, var det
givetvis derfor, at håbet om revanche netop var knyttet til den landsdel.
Det anonyme skrift
Discours eller Samtale imellem tvende Personer
er mu
ligvis det skarpeste angreb på svenskerne, fordi den overdrevne satire fra de
andre indlæg er lagt på hylden og erstattet af en tilsyneladende nøgtern re
degørelse.31 De to samtalende personer er på den ene side en dansker, der
ganske vist optræder under flere betegnelser: den københavnske borger, dan
skeren og den danske patriot og på den anden side en tysk adelsmand.32Den
nøgterne fremstilling er ikke desto mindre præget af en dybtfølt harme og af
mistillid til svenskerne. Den københavnske borger indleder med at under
strege
årsagen
til det svenske angreb: ”Der er huercken skam eller Samvittig
hed hos de Svenske (...) Det er alene alf den onde Begierlighed till att regiere
oc undertvinge alle nationer”.33
Danskeren slår endvidere på, at Sverige havde overfaldet sine naboer, ”der
intet befryctede sig for noget saadant”. Hertil kan den tyske adelsmand kun
svare, ”at det er et uhørligt oc grumt Stycke saaledis att offerfalde Folck, som
intet tencker paa nogen Krig”. Han tilføjer dog, at danskerne heller ikke hav
de særlig årsag til at begynde en krig mod svenskerne. Dette synspunkt affe
jes dog med, at det er ”kun en partisk tale som en skelm”. Derefter tager den
danske patriot ordet og belærer tyskeren om, at den danske konge var nødt
til at begynde krigen, fordi Karl 10. Gustav, hvis han var kommet hurtigere
ud af Polen, ville have været i stand til at skade Danmark yderligere. Den ty
ske adelsmand skal huske på, at svenskerne også var villige til at indgå fred
med tyrkerne.34 Desuden havde Danmark kun handlet, som det var krævet
af ærligt krigsførende lande, idet Frederik 3. havde sendt fejdebrev til Sverige,
således at landet havde kunnet nå at ruste til krigen.35
Danskerne beklager sig også over, at skønt freden i Roskilde var indgået,
fortsatte den svenske brandskatning afJylland gennem hele sommeren. Oven
i købet fortsatte den svenske konge med at stille krav, efter at freden var ind
gået. Når Danmark havde givet en indrømmelse, kom der nye betingelser
fra svensk side, og det var på den måde, Hven og Øland gik tabt.36 Den ty
ske adelsmand må da også skrive, ’’Svensken ville gierne tvinge ald Verden
under sig, om det ellers kunne gelinge”, og det er grunden til, at svenskerne
konstant bryder deres ord og ikke er til at stole på. Danskeren slutter skriftet
med en lidt for høj stemmeføring, som ikke er helt i overensstemmelse med