navn krævede man den snørklede ornamentik sat på
porten og enkle former indført. Dette faldt sammen
med en nyvakt interesse for antikken, ikke mindst
fremkaldt ved fundet af den begravede oldtidsby Pom
peji. I den klassiske arkitektur og kunst mente man at
finde den naturlighed og de stedse gyldige skønheds
regler, som en vildledt eftertid havde glemt.
Ny-klassi-
cismen
begyndte, gradvis fortrængende rokokoen, der
navnlig holdt sig længe i provinsarbejder.
Det var imidlertid stadig det samme hof og det
samme aristokrati, der nu sværmede for antikken og
legede naturlige, og Louis-seice-stilen (udt. Luz'-sæs),
der blev det første resultat af de nye bestræbelser,
varende til revolutionen i 1789, er med sin lette stram
ning af linierne fuldt så elegant som rokokoen. Be-
Fig. 378. Fransk sekretær fra Louis-seize-tiden med marketteri
og forgyldte bronzebeslag. Ca. 1770.
Louis-seize-stil.
Næppe havde rokokoen o. midten af 1700erne
bredt sig over Europa, før kritiken satte ind i
Frankrig
både mod den og mod den overforfinelse, letfærdighed
og kunstlethed, man fandt udtrykt i den. Naturlighed
blev et slagord, og i fornuftens og den gode smags
Fig. 379. Fransk Louis-seize-stol med betræk af gobelin.
Ca. 17 70-8 0.
Fig. 380. Fransk dameskrivebord udført af J. H. Riesener.
Mahogni med forgyldte bronzebeslag. Det lille galleri, som
• ses øverst, var yndet i Louis-seize-tiden. Ca. 17 80-9 0.
tegnende er det, at de klassiske ornamenter, som nu
indføres, vælges blandt de sirligste og rigeste, man
kan finde, og får en tilsvarende udformning (fig. 378).
Spinkle akanthusranker, perlesnore, å la grecqueborter
og ovale medaljon’er ophængt i flagrende bånd eller
kranset af guirlander er blandt de almindeligste. Her
til føjer sig pyntelige blomsterdekorationer som en
direkte arv fra rokokoen. Disse prydelser, nu altid
symmetriske, benyttes i indlægninger og navnlig i de
stadig yndede forgyldte beslag, der anbringes på møb
ler, hvis form, i begyndelsen tøvende, mer og mer