327 / 407
redningen af henholdsvis lave og høje senge demon
streres. Sengeredning som vist ved en sengehøjde på
35 cm vil let føre til ødelæggelse af ryggen med fare
for talrige lændehold og discusprolapser. Når sengens
højde er ca. 60-65 cm, er det derimod muligt at be
vare et normalt lændesvaj, så ryggens hvirvler ikke
belastes unødvendigt. Ved denne højde er det også
muligt at nå hen over sengen uden at skulle krumme
ryggen voldsomt, hvis sengen ikke bliver bredere end
de 90 cm; men det forudsættes tillige, at madrasserne
ikke er for høje. Dertil kommer, at en sådan højde
giver mulighed for at skyde en del af låret + knæ
og fod ind under sengekanten ved løftning af patien
terne (fig. 564).
Fig. 564. Det aflaster ryggen, når albu og lår kan støtte ved
løft fra seng.
Men højden af sengen er ikke blot af betydning
ved sengeredningen. Der må også tages hensyn til ren
gøringsmulighederne
under
sengen, og til, at sengen
i mange tilfælde er en ottoman, der om dagen bruges
som familiens siddeplads.
Svenske undersøgelser har vist, at afstanden fra
sengebundskant til gulv bør være ca. 60 cm. Afstan
den fra overkant af seng til gulv skal være ca. 68 cm
ved 90 cm brede senge. Skal sengen tillige bruges som
ottoman, bør afstanden fra overkant til gulv være ca.
42-45 cm. Så er mulighederne de bedste for både
redning
af
sengen, løftning af patienter i sengene og
rengøring
under
sengene.
Alle disse hensyn er alt for ofte miskendt både ved
senge i hjemmene og på hospitalerne. I hjemmene
har det længe været højeste chik med lave, brede senge
med overdimensionerede, høje madrasser. På hospi
talerne har sengene været halvhøje med støttestænger
mellem sengebenene, så sygeplejerskerne ikke kunne
få benene ind under sengen, når de skulle løfte hen
sigtsmæssigt. Hospitalssengebundene har været rene
hængekøjer på grund af udmattede, slappe, insuffi-
ciente fjedersystemer. Alt for ofte bliver både patien
ter og sygeplejersker stadig ødelagte af det uhensigts
mæssige plejemateriel, der findes på dette område.
Efterhånden som menneskenes gennemsnitsalder
stiger, vil det kræve mere og mere plejearbejde af
familie og sygeplejersker. Det vil give unødig belast
ning, hvis ikke arbejdsbetingelserne rationaliseres, /ør
man bliver slidt op på urimeligt løftearbejde.
Der har nu været talt om de anatomiske og fysiolo
giske problemer, der er af betydning ved »hvileinstru
mentet«: en seng. Herefter skal omtales de materialer
og muligheder, der findes for at få sengen til at svare
til sin hensigt.
Sengetyper.
Sengene kan enten være de hjemlige enkelt- eller
dobbeltsenge af træ eller hospitalssengetyper af metal
rør. Af tabel 1 ses de rimelige mål for sengehøjder,
-længder og -bredder.
Tabel 1.
Indvendig
Afstand
gulvover
kant a f:
Afstand
gulvunder-
kan, af:
Længde
Bredde
Seng
190-210 cm 90 cm 63-73 cm 55-65 cm
Dobbeltseng 190-210 cm 160 cm 63-73 cm 55-65 cm
Ottoman
190-200 cm 45-50 cm 42-45 cm 35-45 cm
Hospitalsseng 190-210 cm 90 cm 62-75 cm 55-60 cm
Tremmeseng 120-150 cm 90 cm 88-90 cm 55-60 cm
Madras
190-210 cm 90 cm
10-12
cm 55-60 cm
Hovedpude
70 cm 45 cm 4- 5 cm —
Hovedpølle
45 cm —
18 cm diam.
—
Sengebunden.
Som tidligere nævnt bør ryggen og dermed kroppen
have samme stilling i liggende som i stående stilling;
ellers kommer der forkert tryk på hvirvelskiverne.
Giver underlaget (madras + sengebund)
fo r
meget
efter, kommer der for stærkt svaj eller skævhed af ryg
gen. Finske undersøgelser har vist tydelig volumen
formindskning af hvirvelskiverne ved rygleje på hæn
gekøjeformede sengebunde.
Fig. 565. Kædebund.
325