Forskønnelsen

Skove, formede af Vildt- og Kreatur

bid i Aarhundreder. Ingen Kunst vil

kunne genskabe dem, naar de toges

bort, og de giver et Billede af tidligere

Aarhundreders Overdrev, hvor Krea

turer og Heste dreves paa Græs i saa-

danne med spredte Trægrupper be

voksede Udmarksjorder.

Men naar nu den gamle Bøgeskov

i Dyrehaven er en Skov. der nærmer

sig stærkt den Alder, da den fuldstæn

digt vil synke sammen, er det saa ikke

muligt at udskyde dette sørgeligeTids-

punkt, er det ikke muligt ved Kunst

at gøre Overgangen til det kommende

umærkelig eller lempelig? Med Over

vejelser over dette Spørgsmaal har

jeg aarligt været beskæftiget i næsten

en Menneskealder.

Det laa nær at tage fat paa at skabe

noget nyt, hvor det ikke gik ud over

noget holdbart gammelt; men der er

desværre foreløbig ikke stort at ud

rette ad denne Vej. I Begyndelsen af

Firserne planlagdes en Del smaa In

delukker paa Steder, hvor der var op-

staaet Aabninger i de gamle Bevoks

ninger, eller hvor Træerne var fuld

stændige Ruiner. Men disse smaa In

delukker maatte der gives en vis Stør

relse, for at der kunde komme noget

ud af Træplantningen, og derfor kun

de det ikke undgaas, at der kom kraf

tige og smukke Bøgeholme ind med i

Indhegningerne, og at disse ogsaa

maatte fældes for at skaffe Lys til

Opvæksten. Men denne Fældning

holdtes for en Del tilbage under det

overvældende Indtryk af, hvad der

faldt af sig selv rundt omkring. Det

Spørgsmaal paa hvert enkelt Sted:

hvad kan du skabe til Erstatning for

den ærværdige Pragt, som ofres, holdt

Mærkejernet tilbage, og det er derfor

kun forholdsvis lidt, der er fældet af

gode Træer i disse Indelukker; men

maaske dog for meget. Og naar saa

Opvæksten kom frem, strømmede

om Efteraaret Mus i overvældende

Skarer ind fra den omgivende nøgne

Skovbund til Trækulturens lune En

klaver og ødelagde Gang paa Gang,

hvad der møjsommeligt var skabt,

trods Fælder og Gift i Masser. Erfa

ringen taler derfor ikke for, at der

kan opnaas nogen virksom Vedlige

holdelse af Skovbestanden ved den

Art smaa Indelukker.

En effektiv Vedligeholdelse af Dyre

haven som Skov vil kræve Indheg

ning af hele Skovpartier med omfat

tende Hugster baade af affældige og

levedygtige Træer; enkelte Skovhol

me af de bedste vil kunne overholdes

nogen Tid, men Resten maa blive ung

Skov. Dette er efter min Mening den

Vej, der bør gaas, men jeg raader til,

at man udskyderTidspunktet, da man

begynder herpaa, saa længe som mu

ligt, og jeg tror ikke, at øjeblikket til

at anvende denne radikale Kur er

kommet endnu. Sporgsmaalet herom

kan formuleres saaledes: Hvad ofrer

man ved en saadan Operation, og

hvad opnaar man?

Man ofrer en ærværdig, majestæ

tisk Naturskov, som ikke har noget

Sidestykke i Danmark, og man faar i

Stedet en Kunstskov af den Art, af

hvilken Nordsjælland harTusinder af

Hektarer, og som vil kræve et Aar-

hundrede for at naa en saadan Ud

vikling, at den kan bringe, om ikke

Erstatning, saa dog nogenlunde vær

dig Stedfortræden for den, med hvil

ken man gjorde kort Proces, før det

var bydende nødvendigt, blot fordi

den var gammel.

Men hertil kommeret Moment,som

ikke bør overses. Den, der i en lang

Aarrække har været fortrolig med

Dyrehavens Anliggender, maa have

modtaget et stærkt Indtryk af de Fa

rer, der truer Skoven fra en anden

Kant; det er den Trang til anden An

vendelse af de ved deres Beliggenhed

kostbare Arealer, som Dyrehaven

lægger Beslag paa. Bebyggelsen iTaar-

bæk er som i en Spændetrøje mellem

Dyrehavshegnct og Stranden; offent

lig og uhindret Færdsel mellem Ky

sten og Lyngbyegnen spærres ved

den lukkede Skovs langstrakte Form,

og en lang Række er de Krav og Øn

sker om Etablering af forskellige In

stitutioner og private Indretninger i

Dyrehaven, som har banket paa Be

styrelsens Dør.

Saa længe Dyrehaven bevarer sin

Karakter af enestaaende Naturmin

desmærke med dens historiske Min

der i deres historiske Ramme, vil Kra

vet om at respektere dette Monu

ments Urørlighed have Vægt mod

uvedkommende Interessers Indtræn

gen. Men naar Skoven først gaar over