Forskønnelsen

voksninger, men ogsaa de aabne Slet

ter med det græssende Vildt og de

vide Udsigter, alt i storstilede Dimen

sioner. Ser man fra Eremitagen imod

Vest over til Søllerod og Skovene der

omkring, over den vide Slette som

Forgrund, saa frembyder der sig her

et Landskabsbillede af usædvanlig

Skønhed, som der i Tidens Løb er

gjort en Del for at bevare og udvikle,

især efter Tilskyndelse af de Land

skabsgartnere, som har været raad-

givende ved Planlægningerne af Dyre

havens Drift. De smaa Indelukker

med Bøg, der findes i Nærheden af

Eremitagen og Vest derfor, er efter

Traditionen anlagte efter Rothes An

visning; Udstrækningen af Fortunens

Indelukke imod Nord blev i 1885 fast

sat efter Flindts Anvisning, og nogle

smaa Indelukker med Eg Nord for

Eremitagen er ligeledes udførte efter

Flindts Anvisning, alt for paa landska

beligt virkende Maade at afgrænse

Udsigten og forhøje dens Perspektiv.

Ogsaa i 1908 plejedes der Samraad

med Haveinspektør Elers Koch om,

hvorvidt der burde gøres noget til

Forhøjelse af denne Udsigts Virkning,

uden at der dog fremkom nye Anvis

ninger. En Tilkultivering af en større

Del af Sletten imod Vest vil ikke blot

forringe denne Udsigts storstilede Ka-

rekter, men vil med Tiden ganske øde

lægge den.

Et føleligt Tab vil det ogsaa blive,

naar Strækningen mellem »Chaus-

séen« fra Klampenborg til Raavad og

Dyrehavens østlige Hegn maa vige

Pladsen for moderne Anlæg; thi den

ne Skovdel er af en saa ejendomme

lig Karakter og er i den Grad præget

af en Skønhed af særlig Art, at den

ikke mindre end de gamle centrale

Bøgebevoksninger ganske mangler

Sidestykke i vort Land.

Vandrer man fra Sletten med Tjør

nene ved Springforbi mod Syd til

Klampenborg Badeanstalt, kommer

man gennem et Areal, der staar paa

Grænsen mellem Skov og Krat, lige

saa mærkeligt ved sin Alder som de

øvrige gamle Dele af Dyrehaven. For

den kyndige Iagttager vil det ikke

være vanskeligt at læse denne Skov

stræknings Historie ud af Bevoksnin

gernes Art og Form. Det er en æld

gammel Egeskov, i hvilken Egene for

Størstedelen er forsvundne, rimelig

vis fældede til Skibsbygning for Dyre

havens Indhegning i sidste Halvdel

af det 17de Aarhundrede, saa at kun

Egens Underskov blev tilbage. Det er

denne Underskov, der i Aarhundre-

dernesLøb under Indflydelse af Vildt

bid har antaget Form af lave Træer,

og enkelte gamle bredkronede Ege,

nogle i affældig Forfatning, findes

endnu her til Minde om den forsvund

ne dominerende Skovs Beskaffenhed

paa denne Dyrehavens frugtbareste

Bund. Her findes nemlig eller fandtes

i den Strækning alle de Underskovs-

træer, som danne Egens »Fodpose««

paa god Bund: Begge vore Arter af

Tjørn samt Slaaen, Skovabild, Hassel

og Naur. Ja selv den Strækning af

Bøge, som afbryder disseUnderskovs-

træers Bevoksninger, er et Vidnes

byrd om den forsvundne Egeskov. De

har en ganske anden Form end Bø

gene f. Eks. om Ulvedalene og Fugl

sangsøen; de staar ret spredt, er inan-

gestammede eller unaturligt bredkro

nede, som de Bøge normalt bliver, der

opvokser spredt i Egeskoven.

Henimod Klampenborg bliver Has

selen med El og Tjørn de domineren

de i det s. k. Troldkrat; men i Omeg

nen af Springforbi er det de to Tjørne

arter, der behersker Skovbilledet og

i Blomstringstiden udfolder en Pragt,

som har gjort denne Mellemting mel

lem Skov og Krat berømt. Sagnet

gaar, at Alexander v. Humboldt har

besøgt Dyrehaven og ved Synet af

Sletten med de blomstrende Tjørne

udbrød: »Noget saadant findes ikke

andre Steder i Verden.« Det er vel

muligt, at denne mærkelige Skov

strækning har mest at fortælle den

Naturkyndige, der paa én Gang op

fatter dens Skønhed og forstaar det

Liv igennem Aarhundreder, hvorom

den fortæller. Men det er umuligt an

det, end at baade Træernes Skønhed

og dette Strøgs Præg af virkelig Natur

ogsaa vil berøre Almenheden paa en

anden Maade end et moderne Kunst

anlæg.

Desværre er Bevoksningerne i den

ne Del af Dyrehaven ikke mindre

prægede af Alder og Affældighed end

de gamle Bøgeskovspartier. Aarligt

falder flere og flere af de højstamme

de Tjørne; men endnu yder de dog i