37 / 104
En falden Kæmpe.
DYREHAVENS FREMTID
AT Dyrehaven har været Forstvæ-
r \
senets Smertens- og Stedbarn, tur
de være en Kendsgerning, og i og for
sig erdet ikke saa uforstaaeligt. For os
andre staar Dyrehaven som Lystsko
ven, vi kun har Glæder af; for Forst
manden derimod kan man med
Sandhed sige, at den har været »ej blot
til Lyst«.
Lidet passer det saaledes ham at
være Opsyn for det store og ikke altid
hensynsfulde Publikum, der fylder
Skoven; end mindre ser han det som
en behagelig Opgave at skulle lede
det Rengoringsarbejde,som denne In
vasion — med dens Efterladenskaber
af Madpapir og Flaskeskaar — foran
lediger. Uvilkaarlig føler han med
Jægeren fra Set. Hans Aftens Spil:
»Det er mig kært, de stojer ej mer.
Den brogede Sværm ej gærne jeg ser.
Det gor mig ondt for den gode Skov,
at til det Væsen de skal have Lov.«
Og jeg har forstaaet Forstmandens
Mismod: over M enneskene , som
han kun havde Fortrædeligheder, al
drig Paaskonnelse af. over D yrene ,
30
der ender med snart at blive lige saa
tamme som de Køer og Heste, de
græsser sammen med, over Dyre*-
havsbakken meddensStøj og Larm,
og ikke mindst over alle de Hensyn ,
som atter og atter greb indogvanske-
liggjorde, ofte umuliggjorde den forst
lige Behandling af Skoven, saaledes
som denne nu een Gang var bleven.
Forstvæsenet var ligesom bleven
træt; det havde jo mange andre store
Opgaver at løse: for Dyrehavens Ved
kommende var Resignationen ind-
traadt.
Og denne sporer jeg ogsaa gennem
Kammerherre Miillers saa interessan
te Indlæg, interessant baade ved sin
formfuldendte Stil og sit oplysende
Indhold. Jeg hører den udmærkede
Forstmand og Æsthetiker sige: »lad
os fryde os over det skønne Gamle,
der endnu er tilbage i Skoven, lad det
leve sin Tid; men lad det ikke falde
for Øxens Hug, lad det dø som Kæm
pen paa Valen.« Men samtidig er det,
som om jeg hører: après nous le dé
luge.