40 / 104
Skovfogedegen 1910.
som et ved sin Form særlig
interessant Træ; det varden
gang frugtbart med udviklet
Krone. Man se den nu! mis
handlet og Genstand for den
raaeste Overlast. Det er ble
ven en Sport at flaa dens
svære Bark af; dens hule
Stamme benyttes som Pa
piroplag, i hvilket Bøller fra
Tid til anden tænder Baal. Nu
har den kun en lille Dusk
grønne Smaakviste tilbage.
Om faa Aar, maaske alle
rede i Aar er den en Saga
blott.
I Udlandet er saadanne
gamle historiske Træer fre
dede og beskyttede, hvilket
saa udmærket kan ske uden
nævneværdige Ofre og uden
at mispryde Stedet.
Og i de senere Aar søger
man overalt at værne om de
enten ved deres Skønhed og
Betydning eller ved deres
Plads særlig fremtrædende
Træer gennem en kyndig,
man kan kalde det »lægelig
nende« Behandling. Forstvæ
senet burde have sin Op
mærksomhed henvendt her-
paa — fra flere private Par
ker og Skove herhjemme har
man i saa Henseende gode Erfaringer
at hente. Uglen og Spætmejsen finder
nok andre Smuthuller, og selve Pan vil
sikkert ikke lide noget i sin Værdig
hed, fordi »Trædoktoren« kommer
hans gamle Venner til Hjælp. Dyre
havens Kogleri vil derimod miste me
get ved Tabet af disse.
Det er selvfølgelig ikke mit Ønske,
at Trædoktoren skal tage fat, ligesom
Tandlægen søger at stoppe alle de hule
Tænder. Princippet skulde netop være
det, at det syge skal forgaa for at give
Plads for det sunde: blot Forstvæsenet
havde fulgt dette!
Forøvrigt delerjeg ganske Kammer
herrens Betragtninger, at overdreven
Kultur skal undgaas i Dyrehaven.
Kampen indenfor Naturen — den fri
og hensynsløse Kamp mellem Træer
ne — har sin store Interesse og skaber
ofte store Skønheder og Ejendomme
ligheder. Netop Dyrehaven har fra
ældre Tid saa mange Exempler her-
paa i Bøges og Eges voldsomme Kam
pe, der flere Steder gaa over i Nær
kampen — det rene Favntag, hvor
Stammerne æde sig ind i hinanden og
Kronerne danne ét Sammenslyng.
Men denne Kamps Berettigelse har
ogsaa sine Grænser. Hvor den kun er
Ødelæggelse — det syges og tarvelige-
res, Parvenuens Underminering af det
ædle Træ, dér er det fuldtud forsvar
ligt, ja bydende nødvendigt i en Lyst
skov som Dyrehaven, at Forstvæse
net griber ind.
Hvor kan det ikke ofte skære En i
Hjærtet at se den gamle Egs Kamp,
naar Resultatet med Sikkerhed kan
forudses at blive dette: at Skovens
stolteste Træ Aar for Aar svækkes og
tilsidst tilintetgøres, medens Angribe
ren, der ej heller gaar uskadt ud af
Kampen, ikke bliver andet end det
forkrøblede Skadetræ. Mærkværdigt
nok, at Forstvæsenet ikke har haft
Øjet op herfor —, i alt Fald hvor det
33