45 / 104
staar nøgen, og man ser tydelig, hvor
ledes de unge Bøge slutter Kreds om
Kæmpen, hvorledes de allerede har
kvalt de nedre Hovedgrene, og en
hver, der kender disse Træers Livs
betingelser, kan se, at denne Eg i Lø
bet af faa Aar vil være reduceret til
en stakkels Invalid som de fleste af
Egene i Charlottenlund.
Saadan staar der hundredevis af
Ege i Jægersborg Dyrehave, som paa
den mest oprørende Maade bliver
mishandlet til døde. Hvad nytter det
saa, at Aanden i Indstillingerne er saa
dan eller saadan, og hvad nytter Kam
merherre Müllers smukke Ord om de
gamle Træers betagende Pragt og ma
jestætiske Skønhed?
At Kammerherre Müller ikke kan
se den Vanrøgt, Skoven har været
udsat for, var allerede tilstrækkelig
kendt fra tidligere; det interessante i
Kammerherrens sidste Indlæg i den
ne Sag er hans Betragtninger angaa
ende Dyrehavens F rem tid . Naar
man har læst disse Betragtninger, læg
ger man Heftet til Side opfyldt af Glæ
de over den Skat, vi ejer i denne Skov,
men samtidig med et Lettelsens Suk
ved Tanken om, at Skovens Styrelse
ikke længere er i Hænderne paa den
Mand, der kun vidste et Raad: at sidde
med Hænderne i Skødet, glæde sig
over »Oldingealderens Skønhed« og
lade Eftertiden om at plante en ny
Skov, naar den, vi nu har, er død.
I Begyndelsen af Firserne blev der,
skriver Kammerherren, planlagt for
skellige mindre Indelukker, hvor de
gamle Træer blev hugget bort og er
stattet med ny Opvækst. Vi kender
alle disse Indelukker, der allerede nu
har staaet længe nok uden tilstrække
lig Udhugning, og jeg for min Part kan
ikke indse, at der er noget at klage
paa deres Vækst, selv om der i Be
gyndelsen har været nogen Vanske
lighed med Mus o. 1. Kammerherre
Müller er imidlertid kommen til det
Resultat, at dette ikke er Vejen, men
at der maa anvendes »Indhegning af
hele Skovpartier med omfattende
Hugster baade af affældige og leve
dygtige Træer«, og da Resultatet af
denne sidste Fremgangsmaade bliver,
at »man ofrer en ærværdig, majestæ
tisk Naturskov, som ikke har noget
Sidestykke i Danmark, og i Stedet
38
faar en Kunstskov af den Art. af hvil
ken Nordsjælland har Tusinder af
Hektarer«, foreslaar han at udskyde
Tidspunktet for denne radikale Ope
ration saa længe som muligt.
Men Tidspunktet er »ikke meget
fjernt«, eller med rene Ord, om 20—
30 Aar bør Hovedparten af Dyreha
ven raseres, plantes og saas fra nyt,
og saa maa man vente et Aarhundre-
de paa at faa en ganske almindelig
Skov, der langtfra kan maale sig med
den Dyrehave, vi kender. Det er ly
stelige Udsigter. Kammerherre Mül
ler ser godt, at mange Træer kunde
bevares længere, og at det skæbne
svangre Tidspunkt derved kunde ud
skydes; men det bør ikke ske. Hvis
raadne Grene skæres af Træerne, og
Saaret tjæres for at hindre Raad og
Svampe i at trænge ind i Stammen,
er dette at »frisere den gamle Pan«,
der residerer i Skoven. Dette er selv
følgelig et Synspunkt, der godt kan
skrives en Spalte Lyrik paa, men som
i Virkeligheden er meget lidt paa sin
Plads. Skulde det ikke kunne lade sig
gøre at afsave en Gren og tjære et
Saar uden at berøve Skoven dens Poe
si? og er det f. Eks. ikke et langt vold
sommere Indgreb i »Naturskovens«
Karakter, at indespærre saa mange
Dyr, Køer og Heste, deri, at al natur
lig Opvækst er udelukket? Hvad sj-
ger mon Pan til den Behandling? Hvad
skulde der være i Vejen for at plante
enkelte Træer, hvor der savnes etTræ ?
Hvorfor skulde man ikke andre Ste
der i Skoven kunne plante paa lignen
de Maade som de smaa Tjørnekrat
med unge Ege, der efter Landskabs
gartner Flindts Anvisning er plantet
ved Eremitagen, og hvordan mener
Kammerherre Müller i det hele taget
gamle Parker vedligeholdes og for
nyes? Jeg har da endnu aldrig set en
Park eller Lystskov hverken her eller
i Udlandet, der fik Lov at skøtte sig
selv, til den blev affældig for derefter
at blive ryddet og erstattet af Op
vækst. Hvad skulde der være i Vejen
for i en Aarrække at spærre Dyrene
— og ikke Folk — ude fra større Styk
ker Skov, for der at foretage mere
omfattende Plantearbejder, og hvor
for kunne der ikke nu ligesom i de
Aar, da Landskabsgartner Rothe le
dede Arbejdet derude, plantes stør