23 / 187
»Det saa kaldede Kiøbenhavns Vartegn«
ler, som ingensteds have hjemme; Thi det er bekiendt, at høysalig Kong
CHRISTIAN den Fjerde, da han førde Krig i Sverrig, og iblant andre Ste
der erobrede Calmar, har sammesteds forefundet dette Billede; hvilket
han tillige med adskillige andre Bygnings-Sager, som han der forefandt,
og hvoraf en stor Deel til Børsens Bygning er anvendt, lod bringe til Kiø-
benhavn. Resenius kalder dette Billede Hav-Fruen, og beretter, at det
blev'ført fra Lund i Skaane til Malmøe, sidenAnno 1610 derfra over lisen
til Kiøbenhavn, og at det blev paa dette Sted af høysalig kong CHRI
STIANden Fjerde opsat. Aarsagen, hvorfor Billedet er sat paa dette Sted,
skal egentlig være for at vise, at der er Grund, og at Fartøye og Skibe for
samme Grund skal tage sig i Agt eller vare sig, saa at Billedets egentlige
Navn, rettere erVare-Tegn, i.e. et Tegn at Folk skal vare sig for Steden, end
Var-Tegn, der gemeenlig har en anden og særdeeles Betydning. Hvad der
ellers i Calmar kand have givet Anledning til at forfærdige et Billede af
saa besynderlig en Skikkelse, derom har jeg ingen Kundskab«.29
Det er en mere forsigtigThurah, vi hermøder.Tidspresset havde været
stort for at få Den danske Vitruvius i trykken, for kongen truede med at
kræve de udbetalte summer tilbage, hvis han ikke snart så resultater.30
Nu to år senere har Thurah haft tid til at undersøge sagen omvartegnet
nærmere. Det ejendommelige for en moderne læser er, at Thurah hele ti
den bringer oplysninger, der modsiger sig selv. Det gælder motivet. Efter
at have gentaget sin beskrivelse fraDen danskeVitruvius med den vigti
ge tilføjelse, at statuen er af sten, fortæller han, at Resen tidligere har
kaldt den en havfrue. Påstand mod påstand og Thurah tager ikke stil
ling. På samme vis med vartegnets oprindelse. Resens forklaringvarierer
påny fra Thurahs, søjlen skulle stamme fra Lund og være opstillet et år
tidligere, end Thurah angiver. Mest overraskende er oplysningen dog
om, at monumentet på en gang skulle være både vartegn og varetegn.
Den moderne læser, der er skolet i at være kritisk iagttagende, skal her
gribe i egen barm for ikke at dømme Thurah. Videnskabsidealet var et
andet på Thurahs tid. Dengang mente man, at sandheden fandtes i de
lærdes værker. Det var gennem studiet af oldtidens forfattere og tradi
tionen efter dem, at sand lærdomkunne erhverves. Egne iagttagelservar
her af underordnet betydning. Sammenstillingen af oplysninger hentet
fra den lærde tradition om et givet emne ville være en fyldestgørende
løsning. I forordet til Den danskeVitruvius havde Thurah formuleret sin
opgave således:
»Jeg., haver betient mig af adskillige brave og lærde Mænds Skrifter,
21