25 / 187
»Det saa kaldede Kiøbenhavns Vartegn«
»Kiøbenhavns Vartegn er en høi Columne eller rund Støtte af heel
Steen, staaende paa et Steen=Postament i Havet lige ud for det Kongeli
ge Tøihuus imellem Christianshavns= og Lange=Broe, og er opsat paa
en meget liden med Bolverk indpælet Holm. Paa bemeldte høie runde
Støtte forestilles et Fruentimmer, staaende ganske nøgen i naturlig Stør
relse og havende hos sig en Svane, der stikker sit Neb ind i hendes
Mund; altsammen af Steen, meget net og zirlig udhuggen. Man kalder
denne Støtte Kiøbenhavns Vartegn eller rettere Varetegn, fordi Aarsa-
gen, hvorfor Billedet er sat paa dette Sted i Søen, formenes at være denne,
at den skal tiene til et Tegn for at vise, at deromkring ere høiere Grunde i
Vandet, og at Skibe og Fartøier skal vaere og vogte sig for samme høie
Grunde i Farvandet, og ikke komme for nær derhen, paa det at de ikke
skal komme til at staae paa Grund. I dagligTale og af Søefolk bliver den
ne Støtte kaldet Havfruen. Man finder at P.Resenius kalder dette Billede
ogsaa Havfruen, og han beretter tillige, at det blev ført fra Lund i Skaane
til Malmøe, siden blev det Aar 1610 ført fra Malmøe igien over Isen til
Kiøbenhavn og blev efter Kong Christian den Fierdes Befaling opsat paa
dette Sted. Samme Billede har i fordumTid staaet i Staden Calmar. Men
da Kong Christian den Fierde i den Svenske Krig iblant andre Steder
ogsaa erobrede Staden Calmar Aar 1611, forefandt han der dette Billede
med sin Steenstøtte, hvilket han lod tilligemed andre Bygnings=Sager,
(som han sammesteds forefandt, og hvoraf en stor Deel blev anvendt til
Børsens Bygning), overbringe til Kiøbenhavn. Men hvad der egentlig el
ler i Calmar har givet Anledning til at forfærdige et Billede af saa besyn
derlig en Skikkelse, vides ikke. Det er troligt, at dette Steen=Billede i
Kraft af Mytologien forestiller Kong Tyndars Hustrue, som Jupiter be
svangrede under Skikkelse af en Svane«.35
Jonge ligger så tæt op adThurah, at dele af sætninger ordret er hentet
hos ham. Derimod er det nyt at høre, at vartegnet i daglig tale og blandt
søfolk kaldes havfruen, eller nøjagtig som Resen 100 år tidligere havde
meddelt, at det blev kaldt. Endelig nævner Jonge, omend i forsigtige og
indpakkede vendinger, at vartegnet må være Leda med svanen. Ved før
ste øjekast kunne dette få Jonges beskrivelse til at tage sig banebryden
de ud, men sandheden er nok den, at værket er yderst traditionelt for
ikke at sige gammeldags.
År 1783 var rationalismen slået så meget an, at Jonges ukritiske vide
regivelse af modstridende oplysninger uden selv at tage stilling ikke var
comme il faut. For det andet var vartegnet allerede 13 år tidligere blevet
23