65 / 204
30
Ønskerne, saa vil hans betydelige Skat af Haandskrifter efter
hans Død blive omslynget af hine Røvere.
Det har altid
gjort mig ondt, at Vejene for Videnskabsmændene i vort
Fædreland ere saa uvisse.
Ofte bliver den, som har hen-
givet sig til Studiet af Historie, sat ind i et Præsteembede,
ofte har den, der har ofret sin Tid paa Philologien, samme
Skæbne. Omskiftelserne ere mange og næsten uendelige.
Rode forandrer ikke sitFormaal, og det gjør jeg heller ikke.
Det er det eneste Middel til at komme op af det Skjul, i
hvilket den store Mængde gjemmer En. Men de Fremmede,
det vil sige: Tydskerne, de smykke sig med Gud veed hvilken
Farve, og de ere lykkeligere end Fædrelandets kjendte
Sønner.«
I sit Svar, af 4. Juni 1641, paa dette Brev skriver
WorirH1: »Fra Rode har jeg nylig havt Brev; han klager
endnu over sit mindre stærke Helbred.
Der skulde fra vor
Side Intet have været i Vejen for at han havde faaet et rigtig
godt Stipendium, hvis han var bleven optaget i vor [Pro-
fessor-]Stand; men hvorledes skal man drage den frem, som
ikke selv vil frem? Der er ingen Grund til at Nogen
klager højt over at være ringeagtet i sit Fædreland, naar han
der har gjort sig værdig til de Godes Gunst; men den, som
kjender vore Forhold, maa lempe sig efter dem, hvis han
ikke vil komme bort fra Maalet. Om end de Fremmede
have opnaaet meget, saa forblive dog Æresbevisningerne
(»honores«) uberørte for vore egne, saavel som en let Maade
for disse til at varetage deres Sager paa, saasnart de have
vist sig værdige.«
Bertel Bartholin kom til Padua, og her traadte han
snart i nærmere Forhold til Rode.
Den 20. Marts 1642
skriver han til Worm^2: »Om Rode, hvem alle hernede be
undre, kunde jeg sige meget, hvis mine Ord strakte til til
den Lov, han fortjener.
Jeg tvivler ikke om, at hans Lær