36 / 190
33
A lligevel naaed e han , ved at opsøge næ sten
alle Evropas B erøm thed er og skrive om dem , og
ved sin e Racefæ llers befordrend e R eclam e fo r ham
herhjemm e saav el som i B erlin s og W ien s lib era l
jød iske Kredse, end elig ved tild els selv at over
sætte sin e B øger til Verdenssprogene — en vis
B erømm else, den B erømm else, som er en Sk in
garanti fo r Storhed, som ophører, naar dens Ind e
haver dør, og som ofte i endnu højere Grad er b le
ven andre sm aa Ta len ter til Del.
Udad til og p erson lig t opnaaede Brandes im id
lertid alle de Hæ d ersbevisninger, som aldrig til
kendtes nogen dan sk Kunstner eller Litterat.
Sam tidigt han m ed M artyrm ine udtalte, at han
»var b leven u d p e g e t som Fører i D anm ark«1
lod han sig a f sin e Ild tilb edere hy ld e som T idens
Messias — som Gud;2 ligesom han selv gærne
tillagde sig de k ristelig e T itu laturer: »St. Georg«,
»Sk y tsh elg en«, »H elligaand sridd er«.
Som den en este i Landet m od tog han gennem
F olkets Repræ sentanter en høj, liv sva rig P en sion
i Hædersgave og a f K ongen K omm andørkorset
og Fortjen stm edaljen — T ron en s og A lterets S ym
boler.
Al Ting tager Autoritetshaderen m ed a f Sam
fund shyldest, saavel den rad ikale og den k o n
servative Presses Lovord som F akk eltog fra
Socialdemokratiet og Bou rgeoisiet. Han skju ler
1 Bd. 15,
p.
430. (Tale i Samfundet 1896).
2 Studenterbladets Brandesnummer November 1896.
K. Sim onsen: Georg Brandes.
3