464 / 695
454
N iels Friis
Omkring 1770 begyndte formentlig en Del Modgang
at vise sig i Horisonten for Breitendich. Han var ved den
Tid stærkt henimod „Støvets Aar“, men havde dog indtil
nu gjort sig gældende som før ved Hof-Musikken. Nu
kom, pr. 1. Oktober 1770, Hofkapelmester Giuseppe
Sartis Reform af det kongelige Kapel med Henblik paa
dettes Benyttelse som Teater-Orkester, og denne Reform
klarede Breitendich ikke, for saa vidt angik hans T il
hørsforhold til Hofmusikken — han fulgte ikke med over
i det nye Kapel
.46
Ham kunde man, i Modsætning til
flere af de andre, hvis Hoveder rullede ved denne Lej
lighed, stille delvis tilfreds ved at henvise til, at han sta
dig var Hof-Organist — men for øvrigt ikke længe. A lle
rede i 1771 afløstes han paa denne Post af den dygtige,
indkaldte Første-F løjten ist H. H. Zielche fra Kapellet,
hvem det gjaldt om at skaffe op paa en saa høj Gage som
mulig.
Det kunde se ud, som om det var Breitendichs Helbred,
der for Alvor var begyndt at svigte, og da han i Somme
ren 1771 med Magistratens Godkendelse maatte tage sig
en fast Vikar i Nikolaj Kirke — Tobias Fr. Krohn, der
senere blev hans Efterfølger i Embedet — blev dette mu
ligvis Indledningen til en Periode, i hvilken hans egen
Indsats paa Kirkens Orgelbænk gradvis gik ned, i samme
Forhold som Efterfølgerens steg. Under alle Omstændig
heder blev det for Breitendich en Resignationens Tid, om
ikke i andre Hensender, saa i den økonom iske, idet han
jo naturligvis selv skulde betale Vikaren.
Mellem Breitendich og Krohn var Forholdet oprindelig
det bedste, saa godt, at det forekommer uforstaaeligt, at
det, som T ilfæ ldet blev, skulde ende i det bitreste F jend
skab. Det var jo Breitendich selv, der fik ham ind som
fast Vikar — han havde staaet i Tjenesteforhold til ham
længe før — og det var ogsaa med Breitendichs fulde
Støtte, at han den 17. Dec. 1772 ansøgte om, at han