602 / 695
592
Henning Valeur Larsen
ju st passerer, i Store Kongensgade, Lille Kongensgade,
Holmensgade, Tordenskjoldsgade eller på selve torvet.
Det ligger på samme sted som Hallandsås, hvor vi husker,
at justitsråd Knap fra „Lykkens Kalosker“ vandrer om
kring, da han, iført de famøse fodskånere, er hekset til
bage til kong Hans’s tid. Han finder da Østerport her,
den, som senere rykkede helt ud forbi Grønningen.
På torvet ligger teatret, Komediehuset eller
De t kgl.
teater,
selve brændpunktet for Andersens interesser. Det
er det gamle Komediehus, han altid skildrer, det, han
selv opsøgte samme dag, han som en opløben dreng kom
til hovedstaden; det, han senere tjente som syngesp il
elev, statist og forfatter. Nu er det jævnet med jorden;
men Andersen oplevede i sit sidste leveår at komme med
til indvielsen af den nye scene og siden se et par fore
stillinger der, dog på grund af svaghed ikke sine egne
arbejder, „Den nye Barselstue“ og „Liden K irsten“, som
opførtes i anledning af hans 70 års fødselsdag.
Her sidder som tilskuere en række Andersenske even
tyrfigurer fra soldaten i „Fyrtøiet“ til tante Mille i
„Tante Tandp ine“, der afhentes af sin nevø, digteren,
ved teatrets indgang. Den elegante Søndag i „Ugedagene“
bærer i knaphullet en blussende nellike, teatrets lille,
røde lygte, som siger „Alt er udsolgt, see nu til at I more
Eder“. Vi træffer også den arme mand fra „Et godt
Humeur“, der tog sig verden for nær, især i teatret, når
noget var forkert på scenen, eller når publikum lo og
klappede på de gale steder. Først og fremmest møder vi
altid her „Moster“, den gamle pige, for hvem teatret var
verdens centrum , og som kaldte Thorvaldsen lykkelig,
fordi han døde på tilskuerpladsen.
Oppe på scenen synger den yndige Johanne fra „Under
P iletræet“ med kongen selv som tilhører i sin loge, og en
dejlig blomsterbuket falder for fødderne af danserinden
i „Hvem var den Lykkeligste?“ Men højt til vejrs i den