604 / 695
594
Henning Valeur Larsen
må vi påny sende en medlidende tanke til merbemeldte
volontør fra „Lykkens Kalosker“. Det var nem lig gennem
dette rækværk, han stak sit tykke hovede, mens kroppen
ikke ville følge med, alt takket være galoscherne.
Vi fortsætter gennem Grønningen til
Tol dboden ,
hvor i „Gudfaders B illedbog“ almuen tager afsked med
Christian II. Og så når vi
Langelinie.
En senere tidsalder
lader „den lille Havfrue“ hvile på en sten i vandkanten
ud for denne promenade, hvor allerede Andersen så folk
spadsere i hobetal og forkøle sig, som deklamatoren i
„Lykkens Kalosker“ omtaler det. Vi kan, som de, se ind
mod
Kast el l et
og mindes „Et Billede fra Castelsvolden“
—- eller ud over sundet, der bringer slaget på Rheden i
erindring, det, som Andersen foreviger i samme eventyr,
i „Holger Danske“, hvor den gamle billedskærer har del
taget i slaget, samt i „Gudfaders B illedbog“.6
Går vi derefter bort ad den nydøbte Folke Bernadottes
allé, kan vi skrå over gennem
Nyboder,
de lave, gule
længer, hvor søfolkene bor, og i hvis haver „Hyldemoer“
holder til. Det er herfra, de livlige Nyboderdrenge kom
mer, som volontøren i „Lykkens Kalosker“ frygter for at
blive overrasket af i sin gabestok ved hospitalet, og som
senere i samme eventyr fanger kopisten, der er blevet
forvandlet til lærke.
Ad Kronprinsessegade når vi ind i
Kongens Have.
Her
sidder eventyrdigteren selv og beretter for os om solda
ten, ham fra „Fyrtøiet“, der i sine velmagtsdage kørte
hen til denne park. Ja, Broby-Johansen vil sågar i „Gen
nem det gamle København“ vide, at selve det berømte,
hule træ, soldaten krøb ned i for heksen, står henne i
alleen foran slottet. Ovre ved Liselund på Møn påvises
det nu også, og vel flere steder endnu. Nok er det, at her
i haven møder vi atter „den uartige Dreng“, medens slo t
tet — Rosenborg — omtales i „Fra et Vindue i Vartou“