606 / 695
596
Henning Valeur Larsen
i virkeligheden „Kalkeballen“, i alt fald i folkemunde,
og amatørkomedien blomstrede på dets scene. Bl. a. op
trådte den senere grevinde Danner her af og til.9
Regen
sen,
der ligger for enden af gaden, omtales både i „Hønse-
Grethes Familie“ og i „Gudfaders Billedbog“.
Sammesteds forekommer naturligvis også Regensens
berømte genbo,
Rundetårn,
der straks leder tankerne
ben på den største af hundene i „Fyrtøiet“. I betragtning
af, at de mindre hunde har runde øjne —- som tekopper
og møllehjul — må Andersen vel have tænkt på tårnets
runde omkreds, ikke på dets — dengang — svimlende
højde, da han formede sit billede.
„Skjøndt man er skabt som Rundetaarn — er man
derfor ei høivelbaar’n“ læser hanen i „Abe-Bogen“. Men
imponerende var tårnet. De to gamle i „Hyldemoer“ min
des den tid i deres ungdom, da de vandrede herop hånd
i hånd og så ud i verden over København og vandet. Tår
net var højtelsket. Selv udenpå almanakken prangede
dets billede, ved vi fra „Holger Danske“.
Fra Købmagergade — hvis navn forekommer i „Hønse-
Grethe“ — kan vi lige smutte rundt om
Gråbrødretorv
,
fordi vi fra „Gudfaders Billedbog“ mindes Ulfeldts gård
og den senere skamstøtte, som Christian VIII med x\n-
dersens bifald lod fjerne.
Bemeldte eventyr rinder os atter i hu, når vi gennem
Løvstræde kommer over til Klareboderne. Her lå nemlig
Peder Oxes gård,
hvis forsvinden omtales i historien. Ad
Pilestræde når vi frem til Strøget,
Østergade,
hvor ju
stitsråd Knap i „Lykkens Kalosker“ er til gilde i en af
de store gårde, der endnu lå her på Andersens tid. Her
finder senere vægteren galoscherne og foretager med dem
på sin mærkværdige rejse til månen. At gaden allerede
dengang var en yndet promenade, lærer vi af deklama
tionsnummeret på teatret i Kannikestræde.
Over
Højbroplads
tumler justitsråden med samt galo-