146 / 249
144
Sune Christian Pedersen
anklage at fravriste Erlund æren for Stenbock-affæren. Postkontrolløren
havde dog let kunnet afværge det angreb ved at bede Goldzieher om de
taljer som dem, Bendix Jørgensen nu fremsatte
.5
Det kan let ligne en bagatel, hvem æren tilfaldt, men det var altafgør
ende i Frederik 4.s personlige enevælde, hvor kongen havde både magt og
agt til at hæve personer højt op i samfundshierarkiet efter behag. Erlunds
position hvilede på hans meritter, og angrebene var derfor alvorlige. I
sin selvbiografi tvivler han således heller ikke på, at der stod stærkere
kræfter bag Goldziehers forsøg på at fravriste ham æren: misunderne,
de magtfulde mænd, der følte deres position truet af den nye stjerne på
Frederik 4. s tronhimmel.
Uanset sit detaljerede kendskab til spionagen havde Bendix Jørgensen
det forklaringsproblem, at han ikke kunne læse fransk, og dermed stod det
klart, at det stadig var Christian Erlund, der var hovedarkitekten bag den
internationale, ofte fransksprogede spionage.
A n k l a g e r n e
De egentlige anklager i Bendix Jørgensens brev var straks af langt mere
alvorlig karakter. Skriftet indeholdt seks anklagepunkter:
1. At Erlund i hovedkvarteret i Stralsund skulle have lukket et »høj-
magtpåliggende brev« op og afkopieret det, før han havde sendt det
videre. Det fremgik, at brevet var kongens eget.
2. At Erlund var skyld i, at det danske postvæsen havde lidt et tab på 4.000
rigsdaler i 1718, fordi han ønskede at skabe sig en forpagtningsaftale
på så billige vilkår som muligt.
3. At Erlund havde forårsaget et årligt tab på 1.600 rigsdaler ved det
pommerske postvæsen, som han havde forpagtet siden 1716.
4. Om mislig omgang med fortrolige dokumenter og heri et forslag fra
Jørgensen om forsegling af alle Erlunds dokumenter og breve.
5. Om Erlunds mislige forhold i toldinspektør-tjenesten.
6
. At Erlund uberettiget havde ladet fjerne alle Bendix Jørgensens pa
pirer og breve, som han kunne have brugt som bevis i sin sag.
Få dage efter brevets indlevering blev der nedsat en kommission, der skul
le undersøge sagen. Den bestod af gehejmeråd og generalpostdirektør
Wilhelm Mouritz von Miinch, der var Erlunds foresatte, etatsråd og gene-
ralprokurør Caspar Bartholin, der var kongens øverste juridiske rådgiver,
og etatsråd og justitiarius (retsformand) i højesteret, Frederik Rostgaard.
For den anklagede var det et rent ud sagt frygtindgydende trekløver, som
kongen satte til at undersøge de alvorlige beskyldninger og indstille til
dom
.6