151 / 249
Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København
149
Erlund svarede selv, at han ikke kendte til brevet, men at en kancelliråd
Hahne måske kunne sige noget om det. På trods af det usandsynlige i, at
kancelliråden havde forsøgt at brænde et brev i Erlunds kakkelovn, blev
denne del af sagen ikke forfulgt. Det hang sammen med, at det netop var
på den tid, at Frederik 4. fjernede anklagepunktet fra kommissoriet og
forbød kommissionen at undersøge brevåbningerne.14
Til disse anklager føjede sig en generel utilfredshed med den måde,
hvorpå Erlund havde bedrevet postspionagen som et privat foretagende.
Frederik Rostgaard påpegede i sin betænkning det formastelige i, at Erlund
fra 1711 havde ladet føre sine personlige kopibøger over opsnappet post
parallelt med de kopier, han indsendte til konge og kancellier. Bendix
Jørgensen havde været hovedskriveren, men også Koldings postmester,
Jens Riis, havde tidligere bistået Erlund i dette arbejde. Ifølge Rostgaard
burde en privat person ikke have disse kopibøger i sine private gemmer,
ligesom han var af den mening, at sådanne sager, »som burde holdes
geheim og lægges ind i eders majestæts geheime arkiv, ikke af kammerråd
Erlund burde have været betroet til sådanne folk som Bendix Jørgensen at
afkopiere«. Rostgaard begyndte med andre ord i forlængelse af anklagen
om åbning af kongens brev at pege på nogle generelle sikkerhedsproblemer
i Erlunds postspionage, og hans indlæg indebar en advarsel mod den risiko
for magtmisbrug, der lå i Erlunds særlige position.
Tilbage står spørgsmålet, hvorfor Erlund havde åbnet kongens breve?
En nærliggende mulighed er, at han havde kunnet bruge indholdet i de
håndskrevne aviser, han siden sin tid ved brevpostkontoret i Hamburg
havde skrevet og distribueret med stor fortjeneste. Dette nævner f.eks.
Erlunds tjener Jeppe Buck en passant i et forhør på en måde, der nærmest
tager det for givet, at det skulle være Erlunds eneste tænkelige motiv.13
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen syntes at tænke, at Erlunds åb
ning af kongens breve kunne have været en regulær dobbeltspionage for
Sverige, Gottorp eller andre magter. 1700-tallet savnede ikke eksempler på
Postkarte over brevefra en dansk købstad tilNorge, 1814. Når et brev skulle a f sted, blev det
noteretp å et såkaldt »postkarte«, der ledsagede detp å dets vej sammen med bundtet a f breve til
samme destination. Vedpostens ankomst blev kartet opslået i eller udenp å postkontoret, såfolk
kunne se, om der var breve til dem med den ankommende post. Kartets oplysninger blev siden
overført til en postprotokol til brugfo r revisionen a f postens regnskaber. Oftest blev karter og
protokoller herefter kasseret. Men som vore dages logninger a f teledata kunne karterne bruges
til at spore og kortlægge korrespondancer og netværker. Det sketef.eks. i 1814, hvor regeringen
var mistænksom over fo r borgeres forbindelser til det liberale Norge. Foto: Sune Christian
Pedersen.