147 / 249
Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København
145
Frederik Rostgaard blev undersøgelsens hovedkraft. Generalpostdirek-
tøren fulgte i alt væsentligt Rostgaards indstillinger, mens Bartholin kon
sekvent indstillede til frifindelse med henvisning til manglende beviser og
den anklagedes tilbud om at sværge ed på sin uskyld.
Kommissionen bemærkede straks, at anklageren manglede trovær
dighed. Bendix havde tidligere været under anklage for bevidst at taksere
en købmands breve for højt og stikke differencen i egen lomme. Men
Rostgaard ville bedømme sagen frit, trods Bendix Jørgensens blakkede ry,
»efterdi det er bekendt, at den største misdæder kan i visse tilfælde have
ret og sige sandhed; hvorimod der ikke fattes eksempler på fornemme
folk, som har begået en og anden forseelse«. I vore dage ville det være
en selvfølgelighed, men i den tidlige enevældes rangsamfund havde man
stærke forestillinger om et sammenfald mellem en persons sociale position
og hans personlige karakter. Tænk blot på Holbergs mange skuespil, der
eksperimenterer med forestillingen. Besværgelsen var vigtig for Rostgaard,
der må have vidst, at han i Erlund risikerede at skabe sig en mægtig
fjende.
Det viste sig snart at være vanskeligt for kommissionen at komme
i gang med sagen. Alt Bendix Jørgensens bevismateriale var efter hans
eget udsagn blevet beslaglagt af Erlund. På grund af anklagernes alvor
fik kommissionen i stedet tilladelse til at indkalde vidner, og i de følgende
måneder blev et meget stort antal vidner afhørt eller afkrævet skriftlige
vidneudsagn
.7
K o n g e n s b r e v e
Det første anklagepunkt om brevåbning så i første omgang ikke ud til
at komme til at få konsekvenser for Erlund, for i marts året efter skrev
Frederik 4. til kommissionen om ikke at bore mere i dette punkt. Kongen
havde tilsyneladende ikke opdaget, at anklagen vedrørte åbning af hans
egne breve, for han henviste blot til et såkaldt »forsikringspatent«, udstedt
tidligere samme år, der rensede postspionen for al tiltale om brevåbning.
Det er en interessant lille detalje, der viser, at kongen ikke havde set
Jørgensens anklageskrift —og måske, at ingen havde vovet at fortælle ham
klart om alle detaljer i anklagerne
.8
I slutningen af 1720 kom en ny ordre, der annullerede anklagefra-
faldelsen. Sagens sammenhæng var tilsyneladende først nu gået op for
Frederik 4., der understregede, at »vores intention ingenlunde er at befri
kammerråd Erlund, hvis han så formasteligen skulle have understået sig
vores egne breve at åbne og kopiere
«.9