149 / 249
Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København
147
tydeligvis fortalt lovlig åbent om sine planer i slutteriet, og Erlund havde
nået at sikre sig bevismaterialet.12 Imidlertid måtte en anden have sladret,
for ransagelsen fandt sted, inden Bendix blev fængslet. De to breve fra
fængslet viser blot, at Bendix tilsyneladende manglede evnen til at holde
tæt. Baron von Recke står i øvrigt i et noget mistænkeligt lys, for Erlund
købte ham siden fri af fængslet og forsøgte tilsyneladende at bruge ham til
at føre midler ud af landet på et tidspunkt, hvor sagen stod skidt for ham.
Bendix Jørgensen havde altså det problem, at der fuldkommen mang
lede beviser i sagen. Til at understøtte sit udsagn fik han postforvalter
Jacob Clausen ved Københavns brevpostkontor til at aflægge ed på, at
han havde hørt om det opsnappede kongebrev og Bendix’ planer om at
angive Erlund allerede før fængsling. Traditionelt var postforvalteren at
regne som chef for postkontoret, men under Erlund var Clausen blevet
trængt i baggrunden og havde f. eks. intet at gøre med pengekassen.13Han
fremtræder i det hele taget som en sandsynlig rival til Erlund.
Rostgaard konkluderede, »at Bendix Jørgensen med sine ubetænk
somme discourses må have lukket øjnene op på kammerråd Erlund, og
forårsaget ham en stor angst og frygt, så og givet ham anledning til at
eftertænke, at bemeldte Bendix vel måtte have et eller andet iblandt sine
papirer, der kunne være Erlund præjudicerligt [til skade], som han absolut
måtte stræbe efter at få i sine hænder«. Rostgaard troede på dette punkt
tydeligvis mere på Jørgensen end på Erlund. Men i mangel af beviser
fremhævede han i stedet en række andre tilfælde af mistanker mod Erlund,
der kunne sandsynliggøre åbningen af kongens brev. Med de forhør, der
fulgte anklagepunktet, udvidede anklagen sig: Postforvalter Clausen svor
en korporlig ed på at have hørt fra Erlunds anden postskriver, Caspar
Grill, at Erlund i oktober 1718 skulle have brudt en pakke breve fra
Prins Carl. Et andet tegn på Erlunds fordækte aktiviteter var historien
om et mystisk brev, som Erlunds tjener Jeppe Buck angav at have fundet
»i postkontoret uden for kammerråd Erlunds kabinet i kakkelovnen
indstukket«. Brevet var adresseret til hertuginden af Slesvig, der opholdt
sig i København, og der var på konvolutten noteret et »Cito. Cito.« I
international postterminologi angiver »cito. cito.« at det haster. Måske var
det dette, der havde vakt brevåbnerens nysgerrighed?
På konvolutten var anført et karteringsnummer, og ved sammenligning
med postkartet (se næste side) for Itzehoe fandt man, at brevets påskrift
svarede til et brev til hertuginden den 23. december 1719. Brevet var altså
endt i ovnen, mens sagen endnu stod på. Afsenderen er uklar, men det
mystiske brev antydede atter, at Erlund åbnede breve fra hofcirklerne.