154 / 249
1 5 2
Sune Christian Pedersen
meldte detaljeret om Erlunds brev, og at han under deres korrespondance
havde måttet minde Erlund om den embedsed, de begge havde svoret om
troskab for konge og postvæsen.
Postmestrene var i denne sag under pres fra flere sider. På den ene
side kunne det true deres karriere og endda medføre straffe, hvis de
blev fundet meddelagtige i misligheder, der havde forvoldt postvæsenet
og dermed kongen skade. På den anden side kunne det true dem, hvis
de blev fundet skyldige i at have skjult sandheden. Endelig udøvede
Erlund et aktivt pres på dem i sagen. Det kom senere frem, at adskillige
postmestre løbende havde sendt ham kopier af deres korrespondancer
med kommissionen. Det blev afsløret, fordi kommissionen havde fået
kongeligt tilsagn om at måtte opsnappe postmestrenes post. Hele post
væsenet syntes således i vinteren 1719-20 at være filtret totalt ind i intriger
og modsætningsforhold.
G e n s i d i g o v e r v å g n i n g
I kommissionens arkiv findes et læg »bilag 13, de efter kongelig befaling
optagne breve«. A f disse fremgår det, at kommissionen den 16. december
1719 havde videresendt en kongelig ordre til både postmester Otzen i
Roskilde og postmester Venninghausen i Haderslev, om at opsnappe
alle breve til og fra Erlund, Erlunds kone, postkontrollør Hans Wilhelm
Gangloff i Hamburg, der under krigen havde deltaget i Erlunds spion
netværk, og Kaspar Grill, Bendix’ afløser som postskriver. A f Otzens brev
til kommissionen den 22. december fremgår det, at ordren til ham blev
givet mundtligt af kommissionsmedlem, postdirektør Munch. I det hele
taget forsøgte kommissionen at udfolde så stor diskretion som muligt.
Alle relationer til danske diplomater i udlandet, der gik under Erlunds
kuvert til Gangloff, samt alle Erlunds aviser, skulle videresendes. A f
Venninghausens brev fremgår det yderligere, at alle de opsnappede breve,
der skulle sendes tilbage til kommissionen, skulle slettes af kartet for ikke
at vække mistanke. Venninghausen undskyldte i øvrigt, at han ikke havde
haft tid til at undersøge al posten på grund af de strenge krav til den
korte ekspeditionstid for den passerende post, og at enhver forsinkelse pr.
automatik blev registreret på den medfølgende timeseddel.20
At bedrage folk som Gangloff, Grill og Erlund, der var vant til at
aflæse de mindste forskydninger i tid eller påskrivninger på brev eller
karte, var vanskeligt. Der gik ikke mere end en uge, dvs. to postdage eller
en postgang frem og tilbage mellem København og Hamburg, før Erlund