156 / 249
15 4
Sune Christian Pedersen
I den ene postgang nåede kommissionen ikke desto mindre at op
snappe en række enslydende breve af 16. december fra Erlund til flere
jyske postmestre, hvori han takkede for »det tilsendte« og forsikrede, at
der ikke var kommet noget afgørende frem i sagen mod ham. Hvad »det
tilsendte« var, afslørede postmester Venninghausen fra Haderslev, der
tydeligvis havde fået kolde fødder over sin rolle tidligere i sagen, i et brev
sendt samme dag som det opsnappede materiale fra Haderslev. I brevet
hævdede han bl.a., at Erlund havde beordret alle jyske postmestre til at
sende sig kopier af al deres korrespondance med kommissionen. Begge
parter havde altså på samme tid formået at overvåge hinanden. Ifølge
Venninghausen havde postmestrene i Kolding, Ribe, Århus og Randers
alle sendt Erlund kopier.22
Med sin dristige ordre havde Erlund på en gang forsøgt at skaffe sig
overblik over, hvad der blev sendt ind til kommissionen, og samtidig sendt
postmestrene et umisforståeligt signal. De, der ikke svarede, kunne vente
hans vrede, i fald han gik af med sejren. Såvel i sit forsøg på at skaffe sig en
fordelagtig forpagtning som i sit forsøg på at sikre sig mod at blive dømt
udøvede Erlund en umiskendelig personlig magt over navnlig de danske
postmestre i Jylland og Holsten. Hvori bestod denne magt? Hvordan kun
ne en mand, der sad i København udøve så stærk en indflydelse i Jylland?
For det første havde Erlund i sin stilling som postkontrollør til opgave
hvert år at rejse rundt og inspicere landets postkontorer. Her havde han
rig lejlighed til at stifte personligt bekendtskab med postmestrene og for
midlertidigt at se igennem fingre med misligheder. Han har muligvis »haft
noget på« mange af postmestrene. Som sin første embedsgerning i 1712
havde han indrettet det nørrejyske postvæsen og altså stået for ansættelsen
af postmestrene. Hans rejseinstruks indeholdt også en ordre om at
undersøge, hvem der kunne have åbnet nogle af kongens breve. Erlund
blev bemyndiget til at afskedige postmestre under mistanke og ansætte
andre i deres sted, og magistraterne i købstæderne blev beordret til at bistå
ham i efterforskningen. Kongen havde øjensynlig haft mistanke om, at der
kunne finde spionage sted på hans postkontorer. Erlund løste dog ikke
gåden om de åbnede breve. Alle postmestre på ruten måtte aflægge ed i
sagen, men ingen skyldig blev fundet. Sagen er et eksempel på, at Erlund
i sin stilling som postkontrollør fungerede som efterforskende myndighed
i forhold til postmestrene. Der har med andre ord været gode muligheder
for patron-klientforhold mellem Erlund og postmestrene, personlige
bånd, han også brugte til at indsamle nyheder til sine håndskrevne aviser
og til at distribuere dem .23