1 5 6
Sune Christian Pedersen
tænkt som et forsøg på at redde sit eget skind, hvad kommissionen
tydeligvis mente. Var det i virkeligheden omvendt fat? Var Bendix’ tyveri
endnu en af Erlunds fingerede intriger, sat i værk for at sætte Bendix
under pres og underminere hans troværdighed? Kan vi virkelig føle os
sikre på, at det var Bendix, der stjal den norske købmands penge?
Erlunds beslaglæggelsesaktion fremstår velplanlagt. Bag beslaglæg
gelsen var en ordre fra gehejmeråd og overlanddrost Christian Thomesen
Sehested, der var øverste amtmand i Oldenburg. Erlund kendte ham fra
den stenbockske kommission, som gehejmeråden havde ledet. Sehested
havde fra Oldenburg tilsyneladende fået nys om uregelmæssigheder
ved det danske postkontor og om spionage i rentekammeret. Ved an
komsten til Oldenburg havde Sehested opdaget »en hoben intriger og
korrespondancer, imod hans majestæts tjeneste og interesse«, og havde
givet udtryk for, at »man bedrager den gode Erlund hver postdag på kam
meret«. Hvad bedrageriet præcist gik ud på var ikke helt klart. Angiveligt
var der nogle, der sendte efterretninger med en kurer til Holsten eller
Oldenburg med oplysninger om »hvad udi København skal komme med
posten«. Om dette refererede til indholdet i breve, og altså til postspionage,
er ikke klart for mig.
I et senere brev advarede Sehested Erlund om, at hans egen fuld
mægtig (Bendix) var spionens gode ven. Spionen vidste således ifølge
Sehested besked, når der blev åbnet breve på posthuset.26
Det var en alvorlig mistanke, men hverken Grill eller Jørgensen blev
forfulgt yderligere. Til gengæld fik Grill allerede samme eftermiddag sine
papirer igen på trods af, at Sehested i et senere brev havde nævnt net
op ham som den mulige forræder. Hvorimod Erlund beholdt Bendix
Jørgensens breve. I øvrigt bemærkede Rostgaard, at Erlund havde reageret
»utilladelig sent« på Sehesteds henvendelse ved først at skride til handling
næsten fem måneder efter at have modtaget advarslen. Ifølge Rostgaard
valgte Erlund sit tidspunkt efter, at Frederik 4. i juni 1719 var rejst til
Norge og således ikke ville bemærke optrinnet. Beslaglæggelsen fremstod
derfor som en skinmanøvre, trods alvoren i Sehesteds angivelser.27
Erlund gik imidlertid videre for at sikre sig, at han virkelig havde alle
Jørgensens dokumenter. Den 26. september 1719, få dage efter Jørgensens
arrestation og kort før Jørgensens anklage, lod han sin tjener Jeppe Buck
skrive til Jørgen Bendixen i Kolding, Bendix’ fader, og udgive sig for
»gammel bekendte og tro ven« af Bendix. Buck skrev i brevet, at Bendix
havde tryglet ham om at bede sin fader sende sig alle de dokumenter, som
han opbevarede for sønnen. Papirerne skulle forsegles og sendes til Jeppe