163 / 249
Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København
161
at Erlund stod bag hans tilbagetrækning af anklagerne, at undskyldningen
var fingeret, og at Bendix troede, at Windeløv med Erlunds hjælp øjeblik
kelig kunne få ham fri.40
Det er uklart, hvordan brevet er kommet kommissionen i hænde. Men
det blev sammen med de tre påståede angiveres hårdnakkede benægtelser
omdrejningspunktet i Rostgaards og Miinchs konklusioner: at Erlund med
den troløse forsvarer Anders Windeløvs hjælp havde narret Jørgensen til
at tilbagekalde anklagerne ved at give ham den opfattelse, at Erlund kunne
hjælpe ham fri. Her var formuleringer som »på Deres honneur, ære og
inderligheds tilsagde løfte i Guds navn« og »lad brevet ikke komme mig
til præjudice [skade]« stærke indicier på, at Bendix vidste, at han var på vej
ud i urent spil, og at Windeløv havde lokket ham til det. Rostgaard kon
kluderede derfor med et bibelcitat, at Bendix Jørgensens nye udsagn af
mange grunde var ubrugeligt; thi som Satan sagde om Job til Gud: »Hud
for hud, og alt hvad en mand ejer, skal han give for sit liv«. Bendix havde
gjort »sit livs sidste bekendelse« for at Erlund skulle bede for hans liv, ikke
fordi han ville redde Erlund.41
Erlund lagde imidlertid et vedvarende pres på både Jørgensen,
Windeløv og budbringer Pedersen ved gentagne gange at sende notarius
publicus Rasmus Æreboe til dem for at få dem til skriftligt at besvare
spørgsmål og stadfæste deres udsagn. Kommissonsmedlem Bartholin
støttede ham som ventet i sin betænkning af 1. december 1721, hvor han
konkluderede, at Bendix Jørgensen havde ført en »uærlig sag, og [at] den
som nu siger et, nu et andet, ikke skal stå til troende«. Endelig indsendte
Erlund den 7. februar 1722 en bønskrivelse, der udtrykte forfærdelse over
Rostgaards og Miinchs underkendelser af Jørgensens tilbagetrækning af
anklagerne mod ham, og Erlund underbyggede i øvrigt sin sag med ved
lagte kopier af en lang række breve fra Jørgensen til baron Reck, kongen,
Windeløv og andre.42
Bønskrivelsen er bemærkelsesværdig, da Erlund heri faktisk tilstår
at have opsnappet breve fra fængslet allerede fra efteråret 1719 samt in
direkte sine mildt sagt suspekte forbindelser til Windeløv og Reck, der kan
have udleveret brevene til ham. For hvordan skulle han ellers kunne have
fået brevene i besiddelse? Flere af dem fremstår direkte konstruerede,
f.eks. når Jørgensen i november 1719 forsikrer Reck, at han ikke har fået
bortfjernet nogen beviser eller breve. I noget, der ligner ren desperation,
havde Erlund tilsyneladende sågar forfattet en kopi af et brev fraJørgensen
til kommissionsmedlem og generalpostdirektør Miinch, der mere end
antydede, at det var generalpostdirektøren, der stod bag anklagerne mod
Erlund.43