167 / 249
Spionage, korruption og intrigeri Frederiks 4.s København
165
1700-tallets danske postvæsen var præget af sager om både små og store
kasseuoverensstemmelser, uden at det synes at have givet alt for store
anfægtelser eller haft alt for alvorlig betydning for postfolkenes ansættelser.
Problemet skyldtes formentlig en kombination af relativt lave lønninger og
store udlæg for stillinger, der bragte mange postfolk i gæld. Det skete f.eks.
for Caspar Grill, der for at få sin stilling som postforvalter i København
måtte betale både et stort engangsbeløb til at dække sin forgængers gæld
samt en månedlig pension. Dermed satte han sig så hårdt, at han i 1740
havde oparbejdet en umulig gæld på 2.400 rigsdaler. De største skandaler
fandt dog sted sidst i århundredet, da man ved postkasserer Zoegas død i
1794 fandt, at han i samarbejde med flere topembedsmænd havde begået
underslæb på næsten 30.000 rigsdaler.46
Mens den almindelige korruption, her bredt defineret som både
»skænk og gave«, bedrageri og andre økonomiske misligheder, var rela
tivt udbredt i postvæsenet ligesom i den øvrige statsadministration, var
Erlundsagen noget særligt, fordi den truede etaten på dens indre sam
menhængskraft og troværdighed.
Sagens måske mest alvorlige konsekvenser var den utvivlsomme
nedbrydelse af postvæsenets egen moral, der fulgte af den kaotiske op
klaringssag. Den indflydelse, Erlund udøvede på postmestrene, navnlig
i Jylland, må have desillusioneret eller korrumperet mange postmestre.
Denne magt er overraskende stor, de fysiske afstande taget i betragtning.
Men for en jysk postmester på hovedpostruten mellem København og
Hamburg med to ugentlige afgange har hovedstaden været faretruende nær,
trods den fysiske afstand. Den viser styrken af de personlige forbindelser
inden for postvæsenet på bekostning af de formelle kommandoveje og
hierarkier.47
Erlunds frifindelse vidner om en kolossal tolerance fra statsmagtens
side over for misligheder i embedet. Erlund var kongens opfindelse.
Nok stillede Frederik 4. krav om loyalitet fra sin embedsmand, men det
var mere et krav om personlig lydighed over for kongen, end over for
embedsværket. Erlund var sig sin plads i det kongelige magts puslespil
bevidst. Forholdet mellem Frederik 4. og hans postspion var et »noget
for noget«-forhold. Det skulle blive endnu mere klart i de følgende år,
hvor Erlund medvirkede ved brevåbning i flere sager mod korrupte
kongetjenere. Den vigtigste sag var »gehejmekommissionen« i 1725, hvor
Frederik 4. rensede ud blandt korrupte kongetjenere i regeringens top.
Frederik Rostgaard, Erlunds plageånd, blev fældet, dømt for omfattende
korruption, og fradømt alle sine embeder og forvist fra hovedstaden.