166 / 249
164
Sune Christian Pedersen
stærke gammeladelige partier. Kongen behøvede derfor ikke bekymre sig
alt for meget om Erlunds eget eventuelle tilhørsforhold til fraktionerne.
Ved ophævelsen af anklagerne mod Erlund i april 1722 var postspionens
stilling altså på en gang befæstet og svækket. Kongen havde endnu engang
demonstreret sin store nåde og gunst over for sin loyale tjener. Hvor stærkt
Erlund stod i det sociale hierarki, viste sig den 30. april 1721. På dagen,
hvor dødsdommen faldt over Bendix Jørgensen, blev Erlunds eneste datter,
Susanna, gift med officeren Vilhelm de Ulrichsdal, uægte søn af ingen rin
gere end Ulrik Frederik Gyldenløve, statholder i Norge, kong Frederik 3.s
uægte søn. I 1721 var Vilhelm oberstløjtnant ved et norsk hvervet dragon
regiment. I 1726 blev han adlet. Parret forblev bosat i Norge.
Partiet skaffede Erlund en indgang i en så fornem familie som tænkes
kan. Det demonstrerede hans nærhed til kongemagten og cementerede
hans opstigen fra ret beskedne kår. Måske var Erlund omgivet af fjender,
som han selv skriver, men han havde også stærke støtter selv i denne sin
mørkeste tid. Alligevel kan det næppe siges at være et parti, der i hverdagen
styrkede Erlund. Det må have været begrænset, hvad en norsk officer
kunne yde af assistance til den københavnske postembedsmand, der
stadig med rette kunne føle sig noget udsat. Få måneder inden kongens
ophævelse af sagen havde han foretaget en udskiftning i regeringens top,
der mildt sagt måtte bekymre Christian Erlund. Gehejmeråd Ditlev Vibe,
Erlunds første kontakt ved hoffet og formentlig manden, der i sin tid
havde skaffet ham hans stilling ved postvæsenet i Hamburg, blev den 21.
december 1721 afskediget i nåde som oversekretær for Danske Kancelli
til fordel for den ærefulde post som statholder i Norge. I hans sted som
Danmarks statsminister indtrådte ingen ringere end Frederik Rostgaard.
Erlunds formentlig stærkeste støtte på rigets næstvigtigste post blev
erstattet med en fjende.
Korruption og embedsmoral
Det er på dette sted nødvendigt at gøre sig klart, at Rostgaard og Miinch
måske tog fejl. At der rent faktisk måske stod en magtfuld konspiration
bag Bendix’ anklager. I sidste ende bygger sagen på så mange løse indicier
og så få håndgribelige beviser, at det er umuligt at sige den dag i dag,
hvem der havde ret. Sagen illustrerer imidlertid med al ønskelig tydelighed
det væld af intriger, der udsprang af et postvæsen, hvori en Erlundsk
postspionage trivedes.
Erlund-sagen var ikke den eneste korruptionssag inden for post
væsenet i 1700-tallet, ej heller den sag, der indebar de største beløb.