Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København
163
Det var med dette blik, at kongen sideløbende fulgte kommissions
sagerne mod Erlund og den storpolitiske udvikling i Europa. Her forløb
fredsforhandlingerne, der afsluttede Store nordiske Krig for Danmarks
vedkommende indtil underskrivelsen af Frederiksborgfreden 3. juli 1720.
Det var præcis på dette tidspunkt, i sommeren 1720, at kongen på det
nærmeste lagde sagen død ved sin larmende tavshed efter kommissionens
betænkning i maj måned. For nu kendte han slutresultatet af Erlunds
tjenester, der var en international sikring af Slesvigs tilhørsforhold under
den danske krone og et traktatfæstet svensk løfte om aldrig at yde Gottorp
hjælp imod Danmark. I august 1721 tog kongen skridtet videre og er
klærede, at han som følge af hertug Karl Frederiks fjendtlige handlinger
under krigen tog hertugens del af Slesvig i besiddelse. Den 4. september
fulgte han op med den storslåede ceremonielle arvehyldningsakt på
Gottorp Slot, hvor toppen af gejstligheden, embedsværket og ridderskabet
i hertugdømmet svor ham troskabsed som deres eneste suveræne herre. Et
direkte resultat af, at Erlund havde leveret beviset på hertugens troløshed.45
Og et resultat, der var en stor belønning værdig. Kongen kan altså have
ladet sig bevæge af den udenrigspolitiske succes til atter at belønne sin
fremragende postspion trods dennes mulige moralske småskavanker.
Dertil må man for at sætte sig ind i kongens sted tænke på, hvordan
han måtte forholde sig til et informationsbillede, der ikke kun stammede
fra kommissionen. Som alle andre har han utvivlsomt været træt af den
langtrukne sag, hvorunder også Erlund indsendte byger af bønskrivelser
med klager over kommissionen, over andre postembedsmænd som post
forvalter Clausen, og i det hele taget løbende forsynede kongen med
sine egne udlægninger. Hertil havde Erlund i Bartholin en slags støtte i
kommissionen, der vedholdende præsenterede kongen for et andet billede
end den iltre Rostgaard. Man skal derfor passe på med at vurdere kongens
beslutning alene på grundlag af kommissionens betænkninger. Hans be
slutningsgrundlag var på en gang bredere og mere diffust.
Endelig tænkte Frederik 4. uden tvivl fremad. Erlund havde vist sin
nytte over for en stærk udenrigspolitisk fjende, der nu ikke længere truede
hans riger og lande. Men kongen måtte stadig holde styr på et intrigerende
hof og en gammeladel, som han nærede den største mistro til. Og her
kunne postspionen fortsat gøre nytte, måske endnu mere end før. Frederik
4. skrev omhyggeligt ikke noget, der indikerede, at han troede på Erlunds
uskyld. Kongen havde mere end nogen sinde en stærk klemme på sin
postspion, der gjorde ham til et pålideligt redskab i kommende opgør med