164 / 249
162
Sune Christian Pedersen
Sagen var altså næppe blevet klarere for Frederik 4., der først i april
1722, mere end tre år efter sagens begyndelse, traf sin beslutning. Den lød
i al sin korthed: »i henseende til den nidkærhed og de tro tjenester som
bemeldte kammerråd Erlund i forrige krigs tid, mod Os haver udvist, have
vi allernånigst bevilget, at ingen dom i bemeldte sag må afsiges, men ville
af kongelig nåde, at den hele proces skal være ophævet, og at den ikke
skal præjudicere fornævnte vores kammerråd Erlund på hans gode navn
og rygte i nogen måde, men at han for al videre tiltale, den sag angående,
skal være aldeles befriet«.44Med et trylleslag af sin enevældige magt havde
kongen opløst sagen.
Også Bendix Jørgensen modtog kongens nåde, om end den langt fra
rakte så langt som for hans tidligere herre. Bendix blev benådet til resten
af sit liv at »arbejde i jern på Bremerholm«, hvor forbrydere ofte udførte
strafarbejde for flåden. Her fortaber hans skæbne sig i uvished.
En gæld gøres op
Frederik 4.s beslutning fremstår gådefuld den dag i dag. Søgte kongen af
Guds nåde ikke at levere den højere retfærdighed for sine undersåtter i det
jordiske liv? Følte han slet ikke noget behov for en art konklusion i sagen?
For at forstå kongens afgørelse er det nødvendigt at søge at sætte sig i hans
sted, og at se den i det store perspektiv, hvor kongerollen i samspil med
udenrigspolitikken dannede rammerne.
Det iøjnefaldende paradoks i Erlundsagen er naturligvis, at kongen
med en ophævelse af sagen begrundet i den kongelige taknemmelighed
mod den tro tjener overhovedet lod sagen rejse i første omgang. På den
anden side måtte kongen naturligvis give »os elskelige Erlund« en advarsel.
Kongelig gunst var ikke et carte blanche, der til evig tid kunne misbruges
til hvad som helst.
Forestillingen om den kongelige gunst udgjorde selve kernen i Frederik
4.s personlige herredømme. Erlund havde i Stenbocksagen skaffet kongen
en af de største politiske sejre i hele hans regeringstid. For kongen var
det slet og ret en æressag at belønne sin tro tjener. Og med æren og den
kongelige gunsts troværdighed stod og faldt herredømmet. Uden den ville
fortryllelsen ophæves og Frederik 4. blot være en skygge af en enevældig
konge, enten en forhadt despot, eller en kransekagefigur, der uvægerligt
ville miste sin magt til bureaukraterne. Frederik 4. var indbegrebet af disse
kongelige æresbegreber. Han tænkte i dem, levede efter dem og bedømte
sig selv og sin omverden ud fra dem.