31 / 605
Københavns Kommune og de store Landboreformer
21
kand ikke andet end være gode saavel for Bonden selv
som [for] det almindelige, da den meere end noget a n
det opmun trer ham til at søge sit Stæds Opkomst og
Forbedring«.
»Det skal have sit Forblivende« ved den engang ved
tagne Ordning, lød Kancelliets Afgørelse1).
Om Hoveri og Arvefæste gik Anskuelserne vidt fra
h inanden. Anderledes med Hensyn til D r i f t s m a a d e n .
At Trevangsbruget var forældet og Fællesskabet en
Hindring for F remskridt, var almindelig anerkendt. Dog
ogsaa, at deres Ophævelse frembød overordentlige Van
skeligheder. Saa indviklede var Forholdene, at en Men
neskealder skulde forløbe, inden Fællesskabet havde
mistet sin Betydning. Paa Bøndergodset levede det
længst. Paa Hovedgaardene, som forlængst var frie af
enhver Forbindelse med Bønderbrugene, kunde Ejerne
adskillig lettere gaa over til det holstenske Kobbelbrug.
Allerede i 1770 var der 59, af 116, sjællandske Sæde-
gaarde, som arbejdede med 5— 19 Skifter; 10 Gaarde
havde 11, 12 havde
l 2).
Grev A. G. Moltkes Reform
paa Bregentved havde mere end noget andet bidraget
til dette Resultat.
P aa Bistrup Gods skulde det 18. Aarliundrede næsten
gaa til Ende, før et tidssvarende Driftssystem blev bragt i
Anvendelse. At Magistraten saa langt hurtigere gennem
førte Reformer til Nytte for dens Bønder, lægger for
Dagen, at dens sociale Forstaaelse var større end dens
økonomiske Sans.
Allerede i 1757 havde Forpagteren anmodet om T il
0 Kancellibrev 21/ø 1771. Raadstueark. Kollegiebreve 1771 B. Nr.
89. Brevet synes ikke indført i Kancelliets Brevbog. Jvnf. Mag. Res.
prot. 25/u 1771.
2) Axel Linvald: Antvorskov og Vordingborg Krongodser 1768— 74.
Fra Arkiv og Museum III. Bd. S. 255 f.