26 / 605
16
Københavns Kommune og de store Landboreformer
have de bedste Gaarde og Stæder til Fæste, hvortil han
frem for andre har giort sig meriteret, hvad Fortrydelse
giver det icke, og hvad h a r da Herskabet at belønne
Troskab og Flid med, thi een gammel og med slætte
Jo rde r aflagt Gaard er icke andet end et vist Slaverie
for et Menneskes Leveds Tiid.«
Saa vanskelig følte man Stillingen, at det var p aa
tænk t at ansøge Kongen om en Fo rand ring af Arve
fæstebrevene, hvorefter Besidderne kun skulde kunne
afstaa deres Ejendomme til Ikke-Slægtninge, som hørte
hjemme paa Godset.
Omfanget af D e l i n g s r e t t e n kunde ligeledes være
Tvivl underkastet. Gjaldt den alene een Gang, eller
kunde den ogsaa anvendes paa de Parceller, som op
stod ved en Udstykning? Var den begrænset til Børn
og Arvinger, eller kunde den udnyttes til Fordel for
fremmede? I hvilket Tilfælde kunde Magistraten nægte
sit Samtykke?
Arvefæstebrevene gjorde nøjagtig Rede for B ø n d e r
n e s Pligter, baade de fælles, som var ens for alle, og
de særlige, som paahvilede et større eller m ind re Antal.
Hovedpunk tet var, at alle Byrder, Afgifter og Arbejds-
ydelser skulde forblive u forandrede i Fæsterens Levetid
og i hans Efterfølgeres.
»Viidere end foreskrevet staaer — hedder det — maae
hverken under Navn af Hoverie eller i and re Maader,
unde r [hvad] Nafn nefnes kand , af os eller vore Efter
kommere, Eyere og Possessores af Bistrup Gods, af
denne Bondegaard fordres eller kræves af sammes nu
værende eller efterkommende Arvefestere og B e s id d e re ...
[Skulde Gaarden ved Kontraktens] mislige Holdelse og
Efterlevelse, nu værende eller efterkommende Herskab
og Eiere til frie Disposition og Bortfestning paa loulig
Maade h iem fa lde1), skal det dog aldrig være tilladt
x) Forgæves havde Forvalteren ønsket tilføjet »efter uvillige Mænds
Syn og Kiendelse«. Raadmand Nissen indvendte, at en saadan Passus
»kunde alletiider tiene en Foged ligesaa got som det Ord »Fæld«
for at holde Bonden under Aaget.«