21 / 605
Københavns Kommune og de store Landboreformer
11
have tilstrækkelige Tjenestefolk og kunne stille Mand
skab til Landmilitsen. Slapper man Baandene, tilføjer
han , vil Ungdommen opgive Landbruget eller søge bort til
de frugtbareste Egne. »Derom haver mand hafft Bevieser
nock i de Tiider, da det var Bønderkarlene tilladt at
opsige deris Tieniste og at kræve Pas, n aa r de vilde«.
Bønderne skulde have A r v e f æ s t e paa deres Gaarde,
men ingen Ejendomsret. Saa vidt var alle enige. Van
skeligere var Formuleringen. Saa længe Fæsterne, de
nuværende og de fremtidige, overholdt deres Forpligtel
ser, stod der i [Nissens og] Magistratens første Udkast,
skulde de »i aldt ansees som de selv virkelig eyede«
deres Gaarde. Forvalteren og Overpræsidenten var be
tænkelige ved dette Udtryk. Bonden maa ikke være i
mindste Tvivl om Ejendomsforholdet, hævdede den sid
ste, »huorover der i Fyhn haver været mange Processer
imellum Proprietarier og slige indbildte Selv Eyere«.
F ra første Færd, paastod han , skal man være klar over,
at Arvefæstet »er en frievillig Concession, uden Betaling
givet af Huusbonden til Belønning for en stræbsom
Bonde og till Encouragement for andre at blive lige-
saa«. Resultatet blev et Kompromis.
Den omtalte
Passus blev staaende, men samtidig indførtes der nogle
Vendinger, som fremhævede Kommunens fortsatte E jen
domsret.
En enkelt — betydningsfuld — Indsk rænkning i Arve
fæsternes Rettigheder — i et Forhold, som ellers var
overladt »Selvejeres« Forgodtbefindende — blev tilføjet
i de ny Skøder: »Ingen nye Husmænds Huus [maatte]
bygges enten paa Gade, Grund eller Gaardens Fortoug,
uden Magistratens Minde og Resolution om, hvad Af
gift og Pligt paa Huuset skal hæffte«.
Magistraten — hedder det i Skøderne — bortsteder
og fæster Gaardene »arveligen«. Den nuværende Besid
der, »hånds Arvinger og Effterkommere« bliver det »til