20 / 605
saa der ikke kunde blive Tvivl om Bestemmelsernes
Rækkevidde og Parternes Rettigheder. Sikkert er det, at
Magistratsflertallet nærede Sympati for Forvalterens Be
stræbelser for at varetage Kommunens Rettigheder. »Jeg
nævner mig vist en Bonde Patron — skriver han — men
ikke desmindre ville jeg dog aldrig binde mig fastere,
end at jeg dog aldtiid havde saa megen Friehed mig
reserveret til min particulaire Nytte, om Godset var mit
eget, og ligesom jeg da ville hand le [med] mine egne
[Bønder], om jeg var Ejere af Godset . . .«
Som Helhed h a r Fo rhand lingen stor Interesse og giver
et Ind tryk af de Overvejelser og Betragtninger, som i
Reformbevægelsens første Aartier h a r gjort sig gæl
dende.
Endogsaa S t a v n s b a a n d et er blevet inddraget i Drøf
telsen. Ganske vist var dets Opretholdelse et Lovgiv
ningsanliggende, som ikke kunde løses af den enkelte
Godsejer. Kun gennem Retten til al udstede F ripasser
havde han Mulighed for at øve Indflydelse paa dets
Virkninger. Saa helt uden Betydning var det derfor
ikke, at Arvefæsteskøderne kom til at indeholde en Om
tale af Husbondens Adgang til »paa billige Vilkaar« at
give Ansøgere »Friehed fra Føde S tæd«1). Af en Be
mærkning , som Overpræsident v. d. Luhe h a r knyttet
til denne Passus, synes det endda at have været paa
Tale at give de Bistrup Arvefæstere en R e t til for et
engang fastsat Beløb at faa udstedt F ripas. Overpræsi
dentens Indvendinger bevirkede, at en saa vidtgaaende
Bestemmelse forsvandt af de ny Skøder. »Som P opu la
tion i Almindelighed er et Lands Styrcke — skriver h an —
saa er det i Besynderlighed en umistelig og nødvendig
Herlighed wid Jordegods«, for at faa Gaardene besat,
10
Københavns Kommune og de store Landboreformer
*) Efter Udstedelsen af Forordningen om Stavnsbaandsløsningen
29/6 1788 udgik denne Vending (Mag. Res. prot. 30/i 1792).