20 / 318
13
højeste Grad uskjønsomt, og at jeg oprigtig til
stod: at de alt for overdrevne Ovationer slet
ikke var mig kærkomne, fordi jeg forudsaa, at
de her lige som i Kristiania vilde fremkalde
en Reaktion, som jeg maaske kunde have und-
gaaet, hvis Bifaldet havde været mere moderat.
Jeg havde jo endnu i frisk Erindring det
Kuriosum: at en literær Alvorsmand (der end-
ogsaa var Æstetiker ex professo*) i en for
øvrigt velvillig Anmeldelse af min norske Nyt-
aarsfarce tilstod, at den store Støj, som det lille
Stykke fremkaldte, havde forledt ham til deri
at søge „nach einem groszen Gedanken, damit
ich mich laben kann“, og at han havde søgt
den forgæves — Naturligvis: der vokser ingen
Kokosnødder paa et Fastelavnsris, men det er
jo da egenlig ikke heller der, man skal søge
efter dem!
Min Forudfølelse slog ikke fejl, men
efter at vi havde spist til Aften, og den ene
Punchebolle havde afløst den anden, gik min
Forstemthed over i den almindelige Lystighed,
og Bakkanalet fortsattes i mere og mere løftet
Stemning til Daggry. Førend vi skiltes fore*) N orsk T idssk rift for V idenskab og L iteratur.