348 / 449
1330
ikke boldt sin Gade ren, kunde Bysvendene ikke lovlig pante ham derfor;
thi de højlærde skulde i den Anledning tiltales ved deres tilbørlige Øvrig
hed 0. En Selvfølge er det dog, at denne Ordning ikke fuldt ud lod sig
gjennemføre mod den sunde Fornufts Krav, og at derfor Konsekvenserne
i Praxis paa mange Punkter blev fravegne, selv uden for det Undtagelses
tilfælde, som Fundatsen selv opstillede. I Særdeleshed var det ogsaa en
naturlig Følge af den enevældige Styrelses Aand og Grundsætninger, at
Universitetets tidligere korporative Selvstændighed i en væsentlig Grad
mindskedes efter 1660. Til Dels skyldtes dette positive Lovhud, der i visse
Ketninger udstrakte Byøvrighedens Myndighed over Universitetet. Som
Exempel herpaa kan navnlig mærkes Fdg. 13. Maj 1702, der bestemte, at
enhver gejstlig eller verdslig, civil eller militær i Kjøbenhavn skulde være
ansvarlig for Politiretten, saa vidt Politien vedkom. Men deslige Lovbud vare
dog Undtagelser. Hovedsagelig foregik Forandringen uden nogen egentlig
legal Hjemmel saa at sige af sig selv. Heraf følger imidlertid, at det er
ulige lettere at danne sig et Billede af Universitetets Retsforhold før
1660 end efter den Tid, da den stiltiende sædvansmæssige Udvikling
under Enevælden i en væsentlig Grad unddrager sig Iagttagelsen, og kun
enkelte Kjendsgjerninger kaste et endda ofte tvivlsomt Lys over den.
Granske vi Tilstanden i det enkelte, mærkes:
1)
Ligesom Universitetet før 1660 selv bevilgede Skatterne, som dets
Borgere svarede, saaledes lignede, opkrævede og indbetalte det dem ogsaa
selv paa Renteriet. Magistraten og dens Oppebørselsbetjente havde intet
dermed at skaffe. Om denne Selvstændighed over for Byen værnede Uni
versitetet med den allerstørste Omhu. Den 5. Decbr. 1659 erklærede saaledes
Professorerne paa Konsistorium, at de endnu gjærne af yderste Formue
vilde kontribuere til Garnisonens Underholdning for at afværge, „at ej
Rodemestrene eller nogen af de andre Stænder efter eget Tykke skulde
paalægge dem nogen Byrde, som vilde være udragelig“. I Lighed med
Skatterne oppebar det dernæst ogsaa andre offentlige Indtægter, saa som
6te og 10de Penge af Arv samt Bøder for Forseelser2), som faldt under
Universitetets Jurisdiktion. Selv om Universitetet ikke var berettiget til
at beholde dem3), var det dog i hvert Fald berettiget til selv at opkræve
og indbetale . dem i Renteriet.
Denne Sætning blev for 6te Pengenes
Vedkommende udtrykkelig slaaet fast ved enH.D.D. 17. April 1646, som
vi senere ville komme tilbage til.
Spørge vi, hvorledes Universitetets Retsstilling i den her omhand
lede Henseende blev efter 1660, maa Svaret vist nok lyde: principielt
uforandret. Rektor og Professores vare fremdeles det akademiske Sam
funds politiske Øvrighed og fik derfor f. Ex. under 9. Jan. 16654)
O Kgbrev 18. Jan. 1619 til Rektor, episcopus og menige Universitet og clerici
udi vor Ivjø'bstad Kjøbenhavn om Gaderne at bolde rene. (Indført i A. C.). —
2) A. C. 11 . Avg. 16 4 1: Underfogden paa Borgmester og Raads Vegne begjærer
Bøder af en Student, som Vagtmesteren havde grebet i et Hus Kl. 2 om Natten,
da Gjerningen var sket inden Byens Frihed. Professorerne henvise derimod til
Fundatsen og kgl. Fdg. — 3) H. D. I). 20. Juli 1630. — 4) Sj. Tegn.