352 / 449
3 3 4
Professorgaarde vare slaaede ind, og at Politimesteren først efter Opfor
dring fra Konsistorium inkvirerede derom1). En Eftervirkning af samme
Tradition foreligger ogsaa i den Tolerance, Politiet i andre Retninger har
vist Studenterne indtil den nyeste T id 2).
3)
Hvad dernæst Universitetets Jurisdiktion i stræng Forstand angaar,
maa først fremhæves den egentlige Domsmyndighed dels i civile, dels i
kriminelle Sager.
1 Henseende til den første erindres, at paa Konsistorium ogsaa fore
toges Sager henhørende til jurisdictio voluntaria, navnlig Meddelelse af
Afkald for Arv, Opbud af Haandpant, som Studenter havde sat, m. m .;
men Retshandlinger angaaende faste Ejendomme, selv om de tilhørte
Universitetets supposita, foretoges ikke samme Steds som Følge af, at
Konsistorium ikke havde nogen territorial Jurisdiktion, men kun var et
forum privilegiatum personale. Om den civile Domsmyndighed er i øvrigt
intet særligt at bemærke
Appellen af Universitetets Domme gik efter
Fundatsen af 1539 umiddelbart til Kongen, altsaa før 1660 til Herre
dagen2) og efter den Tid til Højesteret. Exekution opnaaedes ved de
almindelige Retsmidler: i ældre Tid Forfølgning med Rigens R et, saa-
ledes at Brevene brækkedes og læstes paa Konsistorium3), og senere Ud
læg ved dertil udmeldte supposita alene eller i Forening med Pedellerne4).
Dog kan erindres, at Domme ogsaa jævnlig findes klavsulerede derhen,
at vedkommende skulde betale eller gaa i Karcer5).
I Henseende til den kriminelle Jurisdiktion mærkes, at Konsisto-
riums Straffemyndighed, ligesom Kirkens, i sit Væsen var disciplinær;
thi den højeste Straf, som det i Følge Statutterne kunde idømme, var
Udelukkelse fra det akademiske Samfund. Dette udtalte« udtrykkelig saa
vel i Dybvads og Oswalds Sag som senere i Aaret 17186). Den om
fattede alle Overtrædelser blot med Undtagelse af Manddrab, hvorfor
academici udleveredes til den verdslige øv righ ed7).
Naar Reskript
19. Septbr. 17118) synes at forudsætte, at Universitetet ogsaa havde
Beføjelse til at dømme i Livssager, er dette en Uagtsomhed9). I det 17de
Aarli. blev der jævnlig Anvendelse for denne Straffemyndighed navnlig i
Anledning af Vold og Uorden. Adskillige Exempler paa Forfalskning af
J) Ovfr. S. 176. — 2) Jfr. „Dagbladet“ 23. Oktbr. 1863: Lidt om og fra de
4 Studenter. — 2) II. I). D. 20. Juli 1630 (Tillæg). — 3) Rørdam IV. S. 426—29.
4) Ovfr. S. 279.
A. C. 4. Oktbr. 1690: Kr. Vering og Søren Mattliiesen
skulle gjøre Exekution. — ' 5)_A. C. 31. Jan. og 24. Juli 1652: Betale inden 15 Dage
eller gaa i Fængsel; jfr. derimod 13. Juli 1653: Betale inden 15 Dage eller efter
Recessen lide Nam i sit Bo. — 8) (Udat.) Skr. s. A. (Kopi B. S. 204). Det haardeste,
Konsist, liar at straffe contumaces og de modvillige med, er perpetua relegatio.
Skulde det ellers behage Eders kgl. Maj. at lade N. N. tiltale og straffe, kan det,
efter at lian er relegeret, ske ved endelig Ret. — 7) Rørdam 111. S. 429. —
)) Til Universitets-Retten, at de Sager, som Sundhedskommissionen indstævner,
især de, som nogen Formastelse, Gevalt og Misbrug angaar, skulle foretages efter
Aftens Varsel fremfor alle andre Sager og om muligt paadømmes inden 24 Timer,
samt, hvis det er en Livssag, Dommen inden 3 Dage indgives til Kongens Appro
bation eller Forandring; den, hvem Kommissionen avtoriserer til at paatale slige
Sager, skal tillægges noget for hans Umage, naar de anklagede formaa det.
Samme Brev fik de øvrige Jurisdiktioner i Kjøbenhavn. (Sj. Reg.).