39 / 449
21
Professorer, som vare in officio, men ikke havde an tag et titu lum
doctoratus. Denne Pretension blev vel underkjendt ved Kongebrevet, skjønt
med en vis Lempelse i Henseende til Forholdet mellem de daværende
Doctores og Professores; men i øvrigt respekteredes den andet Steds
erhvervede Grad fremdeles, saa a t navnlig Fremvisningen af bulla docto-
ralis var tilstrækkelig til at give Adgang til K a te d re n e 1).
A t samme
Regel fremdeles g ja ld t i A aret 1694, viser Joh. Vandals tidligere om talte
C irkulæ re2), i hvilket det h edder, at naar en Gang den V ittenbergske
Magister er antaget inter cives, maa det være ham tillad t at disputere
præsidendo som en af vore egne M agistre; „thi je g véd ej videre, end
at vi jo antage fremmede Grader, særdeles in theologia, ju ra og philoso-
phia, for fulde.“
Den medicinske Doktorgrad, som Voteringen ikke
nævner, blev det vel ved Fdg. 4. Decbr. 1672 § 2 forbudt de indfodte
og kongelige U ndersaatter a t erhverve andet Steds end ved Kjøbenhavns
Universitet, og det Udkast til en Fundats af 1691, som vil blive om talt
neden for, opstiller endog samme Forbud som gjældende for alle G rader;
men i dette Omfang blev Reglen i hvert Fald ikke gjeldende Ret, og selv
de, der ved andre Universiteter vare kreerede til doctores medie., maatte
ogsaa i Følge Fdg., for saa vidt de vare fremmede, nyde Anerkjendelse
som promoverede, naar de blot fremviste deres testimonia promotionis
legitima for det medicinske F aku ltet. Som en Anvendelse af denne Sæ tning
kan det betragtes, at der lige indtil A arhundredets Slutning indrømmedes
Jøderne Adgang til a t praktisere her i Henhold til en i U dlandet erhvervet
D ok to rg rad ; thi, som vi senere skulle se, var denne Praxis netop en Hoved
grund til, at det endelig tillodes dem at promovere ved vort Universitet.
Men efter at disse T illadelser vare komne i B rug, turde for den medi
cinske Grads Vedkommende et lignende Omslag i den alm indelige
Opfattelse være foregaaet, som i Henseende til de øvrige Grader kan
konstateres at være sket henimod Slutningen af forrige Aarhundrede.
Uden Tvivl kom man først til Erkjendelse af, at det politiske Fortrin,
nemlig Rangen, som Lovgivningen havde kny ttet til Graderne, ikke kunde
tilkomme fremmede Doctores, der som Følge heraf heller ikke forpligtedes
til at svare R a ng sk a t3), og denne Erkjendelse førte da i Tidens Løb yder
ligere til, at ogsaa de akademiske R ettigheder nægtedes dem. A t dette
skete, fremgaar noksom af de Bevillinger, ved hvilke der tillægges andet
Steds promoverede Personer samme R ettigheder som dem, der have tag et
Graden her ved U n iv ersitete t4). E t positivt B u d , som konstaterer den
forandrede Opfattelse, foreligger i Kgl. Resol. 1. Novbr. 1808, som
bestemm er, a t ingen akademisk Væ rdighed, modtagen ved eller fra et
udenlandsk U n iv ersitet, giver R et til Rang eller Fortrin i Kongens
R iger og Lande uden særlig B evilling5).
O Jfr. neclenf. i §’en om Privatdocenter. — 2) Konsist. Arkiv. — 3) A C. 17. Febr.
1776; jfr. derim. A. C. 4. Maj 1774. — 4) Bev. 25. Apr. 1794; Kane. Prom. 30. Apr.
1796; Kons. Skr. 4. Apr. 1797, hvori der foresiaas visse alm. Grundsætninger for frem-
mede Doktorers Anerkjendelse. (Kop. B. S. 163); — 5) Jfr. Bev. 11. Jan. 1834,