221 / 398
214
Hjemlige Angreb
skrevet, insinueret og inspireret imod mig løb op i Hun
dredevis. Ikke uden Grund havde jeg engang med Hensyn
til ham anført Goethes Ord:
Hat doch der Wallfisch seine Laus,
Wie solit ich nicht die meine haben!
I den sidste halve Snes Aar, da mit Navn, trods hans
Iver for at opæde det, udbredte sig adskilligt udenfor Lan
dets Grænser, maatte han udvide sin Virksomhed til Ud
landet. Det gjaldt om at oprette Filialer for Hovedagenturen
iKjøbenhavn. Dog, det maatte gøres
fin t, meget fin t,
som
Trop siger, for at det ikke skulde mærkes og Virkningen
spildes. Det maatte tage sig ud som om Schmidt var Legion;
han maatte være her og der, altid forskellig og altid uken
delig. Foreløbig var Bleibtreu udset til at gøre det af med
mig i Tyskland. Des harmeligere var det for ham, naar Bleib
treu nu med rene Ord erklærede mig, at Schmidt stod
bag ham. Ja Bleibtreu sendte Schmidt et Brev, hvori han
ret indstændigt bad ham gaa til Bekendelse og melde sig
som Løgnehistoriens
intellektuelle Ophavsmand.
Følgen var,
at Bleibtreu fik meget nedsættende Vidnesbyrd i danske
Blade og at Schmidt endog brugte
rent Bleibtreusk
som
Skældsord.
Næppe var dette Angreb glippet, saa rettede Schmidt
et nyt.
Han beskyldte mig for i 1876 at have søgt at vinde Hr.
P. A. Rosenberg, som da kun var 17—18 Aar gammel, for
mig, „maaske paavirket af Ønsket om at bringe ham i Op
position til hans Fader, afdøde Dr. C. Rosenberg“. Han
fortsatte med Patos: „Den Mand, der først søger at sætte
Splid mellem Fader og Søn, og som trods den Sønnen i den
Anledning viste Anerkendelse osv.“, og han truede: Der
findes et Brev og
Brevet er til endnu!
Selvfølgelig havde jeg i 1876 ingen Anelse om Hr.