223 / 398
216
Hjemlige Angreb
var ganske ude af Stand til at skabe noget saadant, selv om
det var faldet dem ind, hvad ingenlunde var Tilfældet. Et
Selskabsliv opstaar jo ikke derved, at en Del Personer sam
tidigt indbydes.
Et Selskabsliv udkræver et Samfund, hvor Kasteadskil
lelsen ikke gør sig smagløst gældende, hvor de politiske
Modsætninger paa den nevtrale Grund ikke fornemmes, fordi
der i dette Samfund gives en Overlevering af yndefuld Høflig
hed og sikker Takt. Det udkræver først og fremmest en Stab af
forfinede, overlegne Kvinder, der saavel socialt som politisk
og literært bevarer deres Holdning, er i Ligevægt og med
deler Ligevægt, forstaar at værdsætte og stiltiende opdrage
Personlighederne, at gennemføre den gode Opdragelses Vaner,
og som med en ikke svigtende Elegance faar den lette og
dog lærerige Samtale til at blive Reglen.
Selskabslivet kræver især en fælles Grundfølelse, et fælles
Ideal, der for en Tid kan bringe den indbyrdes Kappestrid
og de personlige Modsætninger i Glemme. I det lille moderne
Hellas er Fædrelandet et saadant Ideal, og enhver rig Græker
sætter sin Ære i at skænke Fædrelandet store Summer til
offenlige Formaal. I Danmark var sligt den sjældne Und
tagelse, derfor kendt af alle.
Skønt Norge i selskabelig Politur stod betydeligt tilbage
for Danmark, var Kristiania alligevel langt nærmere ved at
have et Selskabsliv end Kjøbenhavn, fordi den aarvaagne og
heftige Fædrelandskærlighed afgav det forenende Element.
I Kjøbenhavn fandtes hverken den samlende Grund
følelse eller et Samfund uden Kaster og uden det politiske
Hads Brutalitet, eller overlegne Kvinder, der selskabeligt
kunde indtage en styrende Plads.
Der var ikke en Mand og ikke en Kvinde, som virkede
beaandende og samlende. Alt opløste sig i aandløse Grupper
eller i lærde Krese eller i politiske Klubber eller atomistisk