226 / 398
Hjem lige Angreb
219
Hvad de gode Damer angaar, af hvilke en lagde Sag an
mod
Politiken
for mine Artikler og fik den idømt en Bøde,
saa var det mig umuligt at bære noget Nag imod dem.
Deres Forestillinger om Forholdet mellem de to Køn, som
dette virkeligt er, var altfor barnlige, og deres Forestillinger
om „Forførelse“ og „Usædelighed“ altfor traditionelle.
Medens det ærbare Kjøbenhavn tog dem højtideligt,
skemtede nogle unge Studenter og Malere med dem. Ved
Studentersamfundets Julegilde sigtede flere Maleriertil Fejden.
Paa et af dem saas jeg, kastet omkuld paa Ryggen,
mens rasende Kvinder bearbejdede mig med Kosteskafter,
paa et andet stod jeg oprejst med en Sabel i hver Haand,
værgende mig mod Amazoner, der fra begge Sider red i
Firspring løs paa mig. Paa et legemsstort Maleri kaldet
En Hanske,
vistnok af den unge Maler Slott-Møller,
saas Bjørnson nøgen i den mediceiske Venus’s Stilling med
venstre Haand paa Brystet, kysk dækkende sig med den
højre, der bar en snehvid Hanske. Om Hovedet aabnede
Skyerne sig som om en Helgens, og Englehoveder tittede frem
overalt. En Pengesæk ved Siden af med Paaskrift 60,000
Kroner hentydede til den betydelige Sum, som Bjørnsons
Rundrejse gennem de nordiske Lande med Foredraget om
Engifte og Mangegifte havde indbragt.
Paa Mændenes Ærlighed var det vanskeligt at tro. Det
danske
Morgenbladet
bragte den ene rasende, skældende
Artikel imod mig efter den anden af en gammel Overløber
blandt mine tidligere Tilhængere. Nu glemte Organer som
En
hver S it
og
Tidens Strøm
tog kraftigt til Orde; mest ud
mærkede sig en Arkitekt ved Navn Klein, der gjorde Køns
sædeligheden til sin Specialitet og i et Flyveskrift udviklede,
at jeg vilde, alle unge Piger skulde blive „Skøger, der ikke
tog Betaling“. Hans Had til mig blev efterhaanden saa fa
natisk eller hans Indsigt i, hvorledes man skaffede sig An