231 / 398
224
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
En Dag forestillede en ung Digter, Johannes Jørgensen,
sig. Han nærmede sig med stor Hengivenhed, og hans
første Digte røbede Talent. Jeg skjulte ham dog ikke min ufor
delagtige Mening om Udtryk som Rygmarvsstilk og Hjerne
blomster. Han lagde Ungdommens barnagtige Hyperradi-
kalisme for Dagen, beskyldte f. Eks. Høffding, hvis Fore
læsninger han havde hørt, for Hykleri, fordi han havde
udtalt sig for Monogamiet. Da jeg udbrød: „Han mener,
hvad han siger“, svarte han, at det kunde Høffding umuligt
mene. I de følgende Aar kom han hyppigt igen; jeg rettede
hans første Skrifter for ham, gennemlæste dem alle i Kor
rekturen. Da han følte sig meget ilde tilpas som Anmelder
ved
Socialdemokraten
, skaffede jeg ham Ansættelse ved Ernst
Brandes’ nyoprettede
Børstidende.
Min Broder viste ham
da saa megen Tillid, at han jævnlig tog ham hjem med til
Middag til mine Forældre. Jeg selv havde saa ondt af ham,
fattig som han var og ubeskyttet, at han kunde gaa ind og
ud hos mig. Der var givet Ordre til, at paa Tider, hvor
jeg ikke var hjemme for nogen, kom Johannes Jørgensen ind.
Skønt man skulde troet mig belært ved Erfaring, viste
jeg ved den Lejlighed paany, hvor upaalidelig min Menneske
kundskab var.
Da Jørgensen blev Symbolist og grundede et Tidsskrift
Taarnei,
hvori han angreb mine Anskuelser uden at for
ulempe mig personligt, standsede jeg ham, da han en Dag
vilde undgaa mig paa Gaden, og bad ham dog ikke være
saa smaalig, eller tro mig saa smaalig, at jeg skulde betragte
Uoverensstemmelse i Anskuelser som umuliggørende et fort
sat Bekendtskab. Snart derefter da han var bleven frisk-
omvendt Katolik, angreb han mig personligt med en Lavhed,
der ikke frastødte nogen af hans nye Troesfæller og som
fandt det livligste Bifald hos de fleste af hans gamle. (Hvor
skal man henty for Menneskers urene Aande? Mænds