233 / 398
226
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
men hvor det forekom mig, at han med altfor stærkt Efter
tryk sagde Ting. som mange var enige om.
Gustaf af Geijerstam havde da vakt Opsigt med en
tapper, om end kunstnerisk ufuldkommen Roman
Erik Gråne.
Det var en Skildring af svensk Ungdomsliv ved det lille
Universitet, der ligger saa nær Hovedstaden og dog dengang
laa saa fjernt fra alt Hovedstadsvæsen, en Skildring som var
et Nødskrig og en Anklage. Hvad Geijerstam havde villet
sige, var dette:
Der ligger den deroppe i det høje Nord i den bidende
Vinterkulde, den skrækkeligt brolagte Smaastad med sin
Lærdomsfornemhed, hvor ingen Faust, kun Wagner og atter
Wagner docerer, og Livet i den besynges, og Ungdommen
i den hyldes, og dens Sandhedskærlighed forherliges, og saa
er dens Ungdom gammel, dens Nutid Middelalder, dens
Sandhedsdyrkelse Hensyntagen, og dens Produktivitet en
uafbrudt Frembringen af Homunculus’er, Smaamennesker,
gjorte paa Maskine.
Han havde stræbt at ordne Alt om det Højdepunkt, der
naturligt frembød sig for hans Upsalaroman, den ceremoni
elle og pompøse Indvielse af den ny Universitetsbygning
i 1879 med Erkebispens Tale ved Grundstenens Nedlæggelse,
med de højlydt forkyndte Kongeord:
Tro — men ikke uden Kundskab,
Oplysning — men ikke uden Tro,
og med den gamle Domkirke-Nisses urokkelige Overbevis
ning om at det ny Universitet ingensomhelst Fornyelse vilde
medføre, men at Alt „biir som det e r “.
En stor Del af den Ungdom, der fremførtes, gik
aandeligt tilgrunde i Hykleri og Snobberi, mens den forøv
rigt gjorde Embedsmands-Carriere.
En anden Part blev siddende over som evige Studiosi,
i Kafé-Liv og Punsch og smaatskaaren Satire og Selvparo-