236 / 398
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
229
enkelt Skrift, som bragte mig Bud fra en beslægtet Aand og
tillige fra en lærerig og mægtig, som var mig ny. Da kom
de første, betydningsfulde Bøger fra en Tænker, jeg tidligt
havde hørt tale om i Anledning af hans Skrift mod den
alderstegne Strauss’s Bog
Den gamle og den nye Tro
,
og om hvem jeg da kun havde hørt lidet fordelagtigt; mig
selv havde det dengang forekommet haardt og grusomt at
slaa sig til Ridder paa en saa fortjent og udmærket Mands
Alderdomsværk. Senere havde en enkelt Bog af denne For
fatter kun et Øjeblik fængslet mig. Nu mødte mig i Nietz-
sches Bøger Tanker, jeg selv polemisk havde tænkt og med
hvilke jeg var fortrolig, ligesom prægede i højt Relief, andre,
som var mig fremmede, men som fristede mig til begrundet
Afvisning eller Tilegnelse.
Hurtigt forstod jeg, at Manden ragede op blandt de
Ypperste og Ejendommeligste i Samtiden. Saa betydelig og
selvstændig var blandt mine Venner eller Velyndere vistnok
kun Ibsen og Taine, men ingen af dem havde hans endnu
ungdommelige Lidenskab for at gøre sig gældende, ingen
hans
impetus
og ingen af dem hans betagende, mig saa
kære Dristighed.
Hertil kom at Manden, der nærmede sig mig med Artighed
og Tillid, trængte til mig, behøvede mig for ikke at overses
og stilles i Række med ham langt underordnede Foreteelser,
det vil sige for at naa det Ry og den Anseelse, hvortil han
havde Adkomst. Jeg følte det som Pligt at gøre for ham,
hvad jeg en Snes Aar forinden havde gjort for Ibsen, senere
for Klinger, for Jacobsen og talrige andre, henlede Læse
verdenens Opmærksomhed paa denne Kraftkilde og Tanke-
kilde, der sprudlede og randt upaaagtet, denne geniale Røst,
der raabte uden at møde det savnede, mangedobbelte Ekko,
det endnu slumrende, som sikkert kunde vækkes. Straks
da Nietzsche havde henvendt sig til mig, skrev jeg i et