237 / 398
230
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
Privatbrev: „Han er saavidt jeg kan skønne uden Spørgs-
maal Tysklands dybeste og betydningsfuldeste Aand. Der
er noget i hans Væsen, som tiltrækker mig. Jeg kunde
bruge en Ven som ham.
Endelig engang efter Aarin-
gers Forløb en aandelig Jævnbyrdig og maaske af højere
Byrd.“
Da jeg begyndte, ved Kjøbenhavns Universitet at
holde en Række Foredrag om Nietzsche, var det forsaavidt
et forvovent Foretagende, som Titelen skræmte.
For
første Gang, siden jeg var vendt tilbage til Danmark, svig
tede Tilhørerne mig; de fyldte Salen; men en Gentagelse
var overflødig, hvorvel Forelæsningerne holdtes uden Veder
lag. Alligevel fortrød jeg ikke mit Valg af Æmne. Det vandt
mig Nietzsches Hengivenhed og gav ham den sidste Trøst.
Mine Foredrag var det første Forbud om Verdensry, der
naaede ham, før Sindssygdommen opslugte hans Bevidsthed.
Nietzsches Skrifter befrugtede mig ikke; men de indgød
mig Mod. Og Tankeudvekslingen med Nietzsche, som den
fandt Sted under den Brevveksling, der efter et Aars Forløb
fik sin bratte Afslutning, styrkede mig selv, berigede mig
selv; jeg følte mig under den paany paa mit Væsens Højde,
virkende i mit Kald, opfyldende den Sendelse, der nu en
gang var bleven min. Jeg skrev for mig selv: „Jeg læser
stadig i min gale Ven Nietzsche, klemmer ham, krænger
ham, presser og endevender ham, ælter ham om og om,
saa han faar snart ét Fysiognomi, snart et andet. Jeg holder
af Nietzsche.
Er hat m i f s angethan.
Der er denne ene
store Mand, som Tyskland har, og Ingen vurderer ham i
Tyskland, næsten Ingen kender ham. O denne universelle
Dannelseskretinisme!“
Da mit Essay om ham var udkommet paa Tysk, be
gyndte hans Ry at vokse og rulle som Snebolden, der bliver
til Lavine.