241 / 398
234
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
ivrige Forkæmperinde, der havde skrevet et Essay om mig.
Hun var da en Verdensdame med Talent, og allerede da
overraskende ved sin Optimisme. I sin Bog
Inventarium
einer Seele
havde hun formuleret det Løsen, hun vilde give
Menneskeslægten: Aldrig, aldrig tilføje Nogen ondt! — Jeg
formaaede ikke at gaa ind paa hendes Tankegang, og
hvad jeg overfor hende gjorde gældende var omtrent dette:
Blot det at leve er jo at volde andre, Misunderne, de Skin
syge, Smerte, at gøre dem ondt. Og hvorledes skulde man
kunne handle uden at volde Smerte? En stor Skribent
(som Voltaire f. Eks.) véd, at hver anden Sætning af ham
sætter Meneskeskarer i Raseri og
skal
gøre det. End ikke
en Torsk kan vi spise uden at Torsken maa slagtes først.
Fra Tyskland sendte den unge Lyriker Karl Henckell
sine lovende Digte i Herweghs Art, og derfra kom den unge
duelige Journalist Theodor Wolff, nu
Berliner Tageblatts
Leder.
I Begyndelsen af Aaret havde jeg adskillig Berøring
med Flandern i Anledning af de Studier jeg havde gjort over
flamsk Poesi. Pol de Mont tilegnede mig sit smukke Digt
Uudslukkelige Flammer,
der paa Tysk blev optaget i
Maga
zin fü r die Litteratur.
Heinrich Flemmich skrev fra Ant
werpen til mig, at han skyldte mig Tilskyndelsen til sine
poetiske Oversættelser fra Flamsk. Hans Bog
Aus Flandern
und Brabant
udkom med denne Tilegnelse: Dem gründ
lichen Kenner des Flämischen, Dr. G. B. in Verehrung
gewidmet.
Fra Tyskland kom til Kjøbenhavn en ung Poet, Her
mann Friedrichs, der nogen Tid bosatte sig her. Han var
oprindeligt falden i Hænderne paa Rudolf Schmidt, der
tyldede ham med sine Antipatier og som, da han antog ham
for rig, laa ham højlig til Byrde. Da Friedrich tilsidst fik
det Indtryk, at Schmidt gik ud paa, helt at lade sig under