229 / 398
222
H jem lige Angreb
ragende Stilling i Statens Tjeneste — frisindet Mand. Han
var straks villig til at give Bidrag, skrev ogsaa sit Navn paa
Listen for at støtte Foretagendet, men — forbeholdt sig at
Listen ikke maatte ofFenliggøres:
det vilde skade ham fo r meget.
Ikke nok hermed. En akademisk Lærer ytrede i et
Blad, at den Egenskab at være Medlem af Selskabet
Verdandi
i høj Grad burde vanskeliggøre Muligheden til at faa Stipendier.
Samtidigt besluttede den ny svenske Forlæggerforening,
at man af den kunde udstøde enhver Forlægger, som havde
udgivet et Skrift, der offenlig betegnedes som usædeligt.
Vel at mærke: der var ikke Tale om et anklaget eller dømt
Arbejde, men om en Bog, der
betegnedes
som usædelig.
Dér holdt man i Sverig, og man var visselig ikke videre
i de andre nordiske Lande.
Skønt Hykleriet er som Ild under Aske, der altid kan
blusse op paany, har nordisk Literatur siden da tilkæmpet
sig en saadan Frihed og undertiden rolig Overlegenhed i
Behandlingen af seksuelle Spørgsmaal, at hin Tids Tænke-
maade, næsten ikke mere er til uden i afsides liggende
Smaabyer og landlige Afkroge. Men hvad der nu er blot
provinsielt, var de da højest dannede Kvinders Synsmaade,
og hvad nu er blot præstelig Overlevering, var da ædelt,
verdsligt Personlighedsudtryk.
Midt under Sædelighedsfejden kom Henrik Ibsen til
Kjøbenhavn, vistnok paa Gennemrejse, og vi havde et Par
gode Samtaler. Han var efter Bjørnsons Optræden til Bedste
for ham i Anledningen af
Gengangere
for en Tid forsonet
med sin Medbejler og smilede kun ad „den Dans, jeg traadte
med Bjørnson“, mente, hans Angreb var ikke saa slemt
mente. Jonas Lie derimod sendte mig et Brev fuldt af hjer
telig Sympati for min Stilling i Sagen. Han havde forgæves
stræbt at bevæge Bjørnson til Indtagen af en anden Hold
ning overfor mig.