225 / 398
218
H jem lige Angreb
Kønsfæller mod forførende Røster, betegnede Forholdet til
et Væsen af det andet Køn som overflødigt for en sund og
kraftig, ugift Kvinde og hævdede den overleverede Køns
sædelighed. En spøgende og spotsk Artikel, som jeg i den
Anledning til Selvforsvar skrev, betitlet
Engle,
og for Løjer
undertegnede
Lucifer,
gav Bjørnstjerne Bjørnson Lejlighed
til Optræden paa Arenaen.*) Han mente i min Artikel at
finde en satirisk Hentydning til hans Skuespil
En Hanske
og foer med fuldstændig Overseen af vort mangeaarige nære
Venskab ud imod mig med den grove Beskyldning for
Lumpenhed, utrolig Lumpenhed
og mere. Bjørnsons Ven
skab havde været mig for værdifuldt til at jeg skulde skynde
mig med at svare. Jeg vidste desuden, for hvilke Øretude-
rier imod mig fra Kjøbenhavn han under sit daværende
Pariserophold var Genstand. Medens jeg med endnu et Par
Artikler afsluttede mit Mellemværende med de skrivende
Damer, stræbte jeg derfor at opnaa en Forsoning med
Bjørnson. Jeg forlangte ingen ydmygende Indrømmelse af
ham, kun den Vending, at han i Overilelse havde brugt
uhøflige Udtryk om en Ven; men jeg krævede, at han
offenligt skulde betegne mig med Vennenavnet, som han
samtidigt i Privatbreve til mig vedblev at anvende. Først
da han i Hidsighed — lettroende som han var — lod sig
henrive til privat at bebrejde mig en uridderlig Handlemaade,
hvori jeg efter et latterligt Rygte, der var bleven ham over
bragt, skulde have gjort mig skyldig mod en Bjørnson iøv-
rigt aldeles ubekendt ung norsk Dame, min gode Veninde, brød
jeg overtvert, og gav Svar paa Tiltale. Jeg har altid beklaget,
at en saadan Usselhed berøvede mig en saadan Mands Ven
skab, men har alligevel, belært af Erfaring, aldrig senere
villet gøre noget Skridt for at genoprette det gamle gode
Forhold. Opvarmet Mad beholder en styg Afsmag.
*) Samlede Skrifter, XIII. 452.