224 / 398
Hjemlige Angreb
217
i Enkeltmænd, der arbejdede og levede hver for sig i dyb
Ensomhed. Der fandtes jo ikke i Danmark en Folkedrøm,
et Ideal, som kunde forene og begejstre, som det ikke større
Grækenland har det i Drømmen om Epirus og Konstanti
nopel eller det mægtigt opadstræbende Japan i Drømmen om
Hegemoniet over Asien. Der fandtes kun det halvvisne
Haab om Genvindeisen af det danske Slesvig ved Tyskernes
udeblivende Velvilje.
Jeg selv havde næret en Drøm om et Danmark, hvis
Navn skulde betyde det videste Frisind, den højeste Kultur,
Stedet, hvorfra enhver ny og storladen aandelig Stræben var
sikker paa Forstaaelse og Bistand; men jeg stod ene med
mit Ideal.
Medens andre Byer uden derfor at være Verdensbyer
havde et Selskab, Varshav f. Eks. eller Budapest, hvor Patrio
tismen forenede og inspirerede, var Kjøbenhavn, som Bu
karest og Belgrad, et Sted, hvor man jævnlig kom sammen
for at spise og drikke godt, men ganske uden selskabeligt
Samliv.
Endnu aldrig havde jeg følt mig saa ensom i Kjøben
havn. Jeg havde ved min Hjemkomst (bortset fra mine
aller Nærmeste) ikke tre Besøg at aflægge.
Og jeg sagde til mig selv: Min Gerning her er gjort.
Enden bliver, at jeg paany maa udvandre. Her dominerer
Aandløsheden, og Reaktionens Sejersløb i Danmark vil des
uden rigeligt vare min Levetid ud.
3.
Der blev i Juli afholdt et Kvindemøde i Kjøbenhavn,
ved hvilket en Del rettænkende, men svagttænkende, Kvin
der udtalte sig med Angst og Misbilligelse om Kønsspørgs-
maalets Behandling i nyere nordisk Literatur, advarede deres