45 / 398
38
Udlændighedens Afslutning
regnes til Folkekirken, ja vil betragtes som levende Med
lemmer af Menigheden“ kunde rette Beskyldninger mod
Staten for ikke at have ansat en Personlighed som mig.
Kirkens Børn, skrev han, skal elske og ære Moderen, og
de indkalder den Mand, der vil haane og tilintetgøre denne
Moder.
løvrigt handlede efter Heuchs Mønster hele Artiklen
om min Afstamning, der mit Liv igennem har hypnotiseret
de Danske. Mit Standpunkt var jødisk, deres var nationalt.
Aldrig i mit Liv havde jeg betonet eller blot fremdraget
noget jødisk Standpunkt. Uden ringeste Usikkerhed, uden
et Øjebliks Vaklen havde jeg fra den Dag, da jeg offenlig
traadte op, saa godt som ene i hele Landet, stillet mig i af
gjort Opposition til det Jødiske med alle dets Aflæggere,
Lutheranismen blandt andre.
Det hele Land var gennemtrængt af Jødedom, af æld
gammel jødisk Kultur, ældgammelt jødisk Barbari. Alt her var
jødisk, indtil Bøndernes Navne, Hans og Jens, Per og Povl.
Man lærte Børnene jødiske Sagn, før man lærte dem dan
ske, jødisk Historie før dansk, men først og sidst jødisk
Religion. Man tilbad Jødernes Gud og tilbad en jødisk Kvin
des Søn som Guds Søn og selv Gud. Folkets Fester var de
jødiske, Paaske og Pintse, og man fejrede i Julen den Søn
af en jødisk Moder, hvem man gav Plads ved „Skaberens
højre Haand“.
Præsterne prækede mod mig fra Landets Prædikestole.
De forsvarede mod mig jødiske Bøgers Ærværdighed, mere:
deres Inspirerthed og Ufejlbarhed, deres evige Værdi. Deres
Begreb om Loven var jødisk fra Aar 500 før vor Tidsreg
ning, deres Begreb om Naaden var jødisk fra Aar 50 efter
den. Hele deres Tale om Himmeriges Rige og om Sæde
læren paa Jorden var jødisk Teologi og jødisk Moral, enten
som den var i Oldtiden eller som den var bleven videre