GeorgBrandesLevned

Udlændighedens Afslutning

et noget, der vil hjælpe med at bryde

et noget andet Vej mod Liv fra Død.

Dette sagdes at klinge ud fra Videnskabens Esser, fra

Dybets Schakter,

fra Viddernes Platform, men ej fra Urens

sumpsyge Kær, hvor Eventyret gror —

et Noget, der er nogetnær Naturens

Barn af en evigt frugtbar Oldemoer.

I en Artikel om det norske

N y t Tidsskrift

spøgte jeg

med dette Digt. Jeg skrev: „Men hvad er det dog for

Noget? Det har den løjerligste Stamtavle af Verden. Det

er, som vi hører, Oldebarn af Naturens Bedstemoder. Den

sidste Personlighed er temmelig ubekendt, med mindre den

— hvad man af Alderen maaske tør slutte — skulde være

den samme som man i det vulgære Talesprog reverenter

talt plejer at kalde for Fandens Oldemoer.“

Jeg skemtede med Drachmanns Papa-Holdning overfor

Partierne, med hans Ord i et Digt til Bjørnson:

Det Blod, som i min Ungdomsaare randt

var rødt, som dit nu, men slap op før Tiden.

Jeg skrev: „Det som er det forunderlige ved disse Ud

talelser, er ikke at en ung Mand bliver en ældre Mand

med Aarene (Drachmann har selv i sin gamle Fortælling

Fra Sandets Regioner

stillet sit Horoskop i Ordene: „Tiden

og den medfølgende Modenhed vil nok gøre ham spag, og

jeg tror at kunne forsikre Selskabet om, at hans øvrige,

ellers meget brugelige Talenter vil en skøn Dag gøre ham

til et meget brugbart Medlem i vor Midte“). Men det for

underlige er den Hast, med hvilken Forandringerne foregaar

hos Drachmann. De har lige lært ham at kende som den

evig Unge, en Mellemting mellem en Cherubino og en Sø

kadet, De tror, De har ham der! Skudt forbi! Kom igen