57 / 398
50
Udlændighedens Afslutning
ledes Loewe rettede Blikket fra Hædersgæsten paa hans unge Venner i
Danmark for under glædelig Tilslutning fra Forsamlingens Side at drikke
paa deres Velgaaende; hvorledes endelig Lazarus skildrede Forfatteren til
Moderne Geister
selv som en moderne Aand, der viste sine Genstande
i elektrisk Belysning og derfor selv med rette stod for os, hans Venner
og Tilhængere, i elektrisk Belysning.
Brandes Tale vil staa præget i Alles Erindring som den mindevær
digste og mest individuelle.
Min Tale lød: „Jeg husker tydeligt den Følelse, som
greb mig, da jeg for mere end fem Aar siden paa en stille
Oktoberaften i en fin Regn for første Gang efter min An
komst til Berlin gik ned ad
Unter den Linden.
Butikerne
var lukkede og deres Lys slukte. Husene forekom mig
alle fremmede og tillukkede, jeg følte mig ret ensom. Da
faldt et Ord af en eller anden Romanhelt mig ind: „I denne
By har jeg ingen Fjende.“ Har jeg end ikke nogen Ven,
saa har jeg her dog ingen Fjende, og jeg trak Vejret lettere.
Naar jeg nu om et Par Dage forlader Berlin, saa er det
med den samme behagelige Følelse af ikke at efterlade nogen
Fjende her, en Følelse, som rigtignok kun Den kan have,
der har levet stille som Tilskuer og spillet en altfor ringe
Rolle til at kunne vække Misundelse eller Fjendskab. Og
dog ser jeg nu Berlin med ganske andre Øjne; thi jeg har
den smukke Vished, at jeg her har vundet Venner, og at
megen Velvilje, uventet og neppe fortjent Velvilje, har mødt
mig her. Den By, som var lukket for mig, ligger nu aaben
for mine Øjne, og jeg ser mig i Aften til min egen For
undring som Midtpunkt i en venligt sindet og udsøgt Kres,
der ledsager min Bortgang med gode Ønsker og vil overtale
mig til den Tro, at jeg, der har indtaget saa lidet Rum i
denne store og gode By, har efterladt en Tomhed.
Jeg tager ikke Alt, hvad der er blevet sagt i Aften,
bogstaveligt; jeg véd, hvad der maa skrives paa Feststem
ningens og Afskedsstemningens Regning. Hvis jeg var for